Jens Dahlgaard, der er borgmesterkandidat for Socialdemokratiet ved kommunalvalget på Mors næste år, har sendt Her På Øen nedenstående læserbrev:
Politisk arbejdsmiljø
Kommunalbestyrelsen på Mors er en arbejdsplads. Bliver man blevet valgt til kommunalbestyrelsen, tråder man ind på en politisk arbejdsplads. På en arbejdsplads er der noget, som hedder arbejdsmiljø. Altså en slags hånd både under og over den ansatte, så man er sikret ordentlige arbejdsvilkår i det daglige. Man bruger mange timer på en arbejdsplads, derfor er det vigtigt, at alle føler sig trykke, tilpas og bliver behandlet ordentligt.
Om lidt går vi ind i et valgår. Alle partier arbejder på at skaffe nye kandidater til deres lister. Et vigtigt arbejde, da vi hele tiden skal forny vores kommunalbestyrelse. Kommunalbestyrelsen skal helst være sammensat bredt, hvis der skal være en god dynamik i det daglige politiske arbejde. Politikerne skal komme fra forskellige baggrunde, fra forskellige fagområder, være ligeligt fordelt kønsmæssigt og meget gerne med en så stor spredning aldersmæssigt som muligt. Det giver den bedste mulighed for at komme bredt ud og høre flest mulige meninger, inden man beslutter vigtige og afgørende ting.
Vi skal samtidig acceptere, at politikerne kommer fra forskellige arbejdspladser og vilkår i deres private liv og fra forskellige livssituationer. Det skal tænkes ind i planlægningen af det politiske arbejde. Det må aldrig blive brugt imod dem. Vi har brug for forskelligheden. Der skal være plads til alle i politik. Det er meget vigtigt.
Når politikere angriber hinanden på det personlige plan, som der skete forleden i vores kommunalbestyrelse, så spænder man ben for det arbejdsmæssige, man ødelægger arbejdsmiljøet, og man besværliggør muligheden for at skaffe fornyelse og nye politikere til kommunalbestyrelsen.
For at komme videre og for at få situationen tilbage på sporet, som borgerne i Morsø Kommune fortjener, så ønsker Socialdemokratiet, Det Konservative Folkeparti og Radikale Venstre, at hele kommunalbestyrelsen samles til en fælles snak. En snak, hvor alle kan få ordet, og vi dermed kan få luftet ud, aftalt arbejdsvilkår fremover og i det hele taget se hinanden i øjnene og dermed mærke, om vi vil samme vej. Borgerne på Mors kan ikke være tjent med mudderkastning og personlige angreb. Den situation, som Morsø Kommune står i, er simpelthen for alvorlig til, at det skal fylde hverdagen.
Jens Dahlgaard
Borgmesterkandidat for Socialdemokratiet på Mors
Pressefoto.