Siden 1. oktober har det været muligt at blive vaccineret for covid-19 og influenza for borgere over 65 år og personer med øget risiko for alvorligt sygdomsforløb.
Over halvdelen af målgruppen på ca. 117.000 nordjyske borgere har allerede modtaget deres vaccinationer – pr. 29. oktober er ca. 75.000 nordjyske borgere blevet vaccineret. Derudover har yderligere ca. 31.000 borgere allerede booket tid til at blive vaccineret i løbet af vaccinationssæsonen.
– Vi er meget glade for, at så mange borgere allerede har takket ja til tilbuddet og enten fået deres vaccinationer eller bestilt tid til at få dem. Er du i målgruppen eller pårørende til en, så er der stadigvæk masser af tider og mulighed for at få en vaccination, inden sæsonen lukker ned 20. december, siger Heidi Ettrup Vejen, faglig leder af de regionale vaccinationscentre til Her På Øen.
Ud over de mange, der bliver vaccineret i et vaccinationscenter, er der også en udkørende funktion til plejehjem og andre borgere, der ikke har mulighed for selv at møde op. Her er regionens personale også kommet godt fra start, da der vil være vaccineret på alle plejehjem med udgangen af uge 45.
Status på antal vaccinerede i Nordjylland
Der er som før skrevet cirka 117.000 borgere i Nordjylland, som er i målgruppen for dette års sæsonvaccination for covid-19 og influenza.
Cirka 75.000 er blevet vaccineret pr. 29. oktober.
Cirka 31.000 har pr. 29. oktober bestilt tid til vaccination i den resterende del af vaccinationssæsonen.
Pressefoto: Region Nordjylland.