Af Dorit N. Glintborg

dorit@herpaaoeen.dk

 

Flere års frustration er i dag vendt til stor lettelse hos en lille håndfuld grundejere på Rolstrupvej i Nykøbing.

Lettelsen kommer, efter at teknik- og miljøudvalget i Morsø Kommune på sit møde i dag har vedtaget at etablere en privat fællesvej fra Rolstrupparken til Morsø Forsynings nye regnvandsbassin, og videre til Rolstrupvej 13 og 15 som alternativ vejadgang.

 

Dermed opnår fire grundejere det, de har kæmpet for i omkring 10 år.

 

De fire grundejere er generet af kørsel på den blinde del af Rolstrupvej, ligesom der har været indviklede stridigheder med kommunen om brugsret, og de fire grundejere blot har måttet se til, at dele af deres grunde er blevet eksproprieret.

 

Kommunen ejer de første tre grunde på Rolstrupvej, hvor Blind Vej-skiltet står.

De fire private grundejere har enten bolig eller sommerhus længere nede ad Rolstrupvej, hvor den ender blindt.

 

Med dagens beslutning i teknik- og miljøudvalget ser mange års frustration og stridighed ud til at være slut.

Grundejerne har haft en advokat på sagen ad flere omgange, men har ikke kunnet komme igennem med det, de hele tiden har hævdet, er deres ret.

Per Mortensen, der er spidskandidat for Dansk Folkeparti på Mors, har været inde over den komplicerede sag, fordi grundejerne i afmagt har kontaktet ham, og han er glad for, at Morsø Kommune nu endelig kommer grundejerne i møde.

Det er det, han har arbejdet med at hjælpe dem i mål med.

 

I referatet for dagens teknik- og miljøudvalgsmøde fremgår det, at den nye private fællesvej og offentlige sti vil blive anlagt i stabilt grus, den skal være tre meter bred, og der vil blive en halv meter rabat i hver side.

Ikke mindst gøres der opmærksom på, at der bliver tale om en ensporet vej.

 

Det anslås at ville koste omkring 500.000 kroner at etablere den private fællesvej, og kommunen kan finansiere det igennem Infrastrukturpuljen.

Her På Øen har i længere tid forsøgt at få en kommentar fra Chris Christoffersen i teknisk forvaltning, men stadig uden held.

På de fire grundejeres vegne udtrykker Charlotte Sperring meget stor lettelse.

  • Det er næsten ikke til at tro, at vores mangeårige kamp for vores ret, nu endelig giver os retfærdighed, fastslår hun.

Her På Øens billede ses hun sammen med én af de andre grundejere, Brian Krogh lige præcis på det ”betændte” sted af Rolstrupvej.

Fotos: Her På Øen.