Psykisk mistrivsel og psykisk sygdom er et alvorligt samfundsproblem i Danmark. I de seneste 10 år er andelen af børn og unge, der er i kontakt med børne- og ungdomspsykiatrien steget med mere end 50 procent, og 15 procent af alle børn og unge får en psykiatrisk diagnose, før de fylder 18 år.
Det presser kommuner og sundhedsvæsenet, og familier oplever ofte, at hjælpen til deres børn og unge kommer for sent, eller at de ikke får den rette hjælp – hvilket i sidste ende har store menneskelige konsekvenser såvel som samfundsøkonomiske følger.
Derfor har Novo Nordisk Fonden og Det Obelske Familiefond sammen med Psykiatrien i Region Nordjylland indgået partnerskab om et af de mest ambitiøse projekter indenfor det børne- og ungdomspsykiatriske område. Projektet hedder ”Bedst for Os”, og med 180 mio. kr. afsat over en femårig periode, er der tale om den største danske fondsbevilling målrettet børn og unge ramt af psykisk mistrivsel eller psykisk sygdom.
Som partner bidrager Region Nordjylland også med væsentlige ressourcer til projektet, og regionsrådsformand Mads Duedahl (V) er stolt af, at Region Nordjylland er bedt om at udvikle og gennemføre et så ambitiøst fagligt udviklingsprojekt, som kan inspirere de øvrige regioner og kommuner i Danmark og på den måde være med til at løfte trivslen for børn og unge i hele landet.
– Den stigende mistrivsel og psykisk sygdom blandt børn og unge har ført til et øget pres på regionale og kommunale tilbud, hvor vi har svært ved at følge med og tilbyde hurtig tilstrækkelig hjælp. Jeg har en forhåbning om, at projektet kan være med til at knække koden for, hvordan vi kan tilbyde hurtigere udredning og mere og bedre behandling til børn og unge, så hele familien kan blive løftet ud af den krise, det er, når et barn er ramt af psykisk sygdom, siger psykiatridirektør i Region Nordjylland, Jan Mainz i en pressemeddelelse til Her På Øen.
I ”Bedst for Os” vil der være fokus på hele familien, og et af de centrale nye tiltag er etablering af Familiens Team, som ud over barnet/den unge og forældrene tæller fagprofessionelle fra skole, kommune og børne- og ungdomspsykiatrien. Familiens Team får til opgave løbende at tilrettelægge og koordinere den enkeltes forløb.
Pressefoto.