Af Dorit N. Glintborg

dorit@herpaaoeen.dk

 

Politiet hører gerne fra eventuelle vidner til en række tyverier af dieselolie på Mors.

Bliver man tilbudt at købe billig dieselolie, bedes der også ske kontakt til politiet.

 

Indenfor den seneste uge har der været fire tilfælde af tyveri af dieselolie fra landbrugsmaskiner her på øen.

Det oplyser politikommissær Niels Kristensen til Her På Øen.

 

I tirsdags blev der stjålet 800 liter fra to traktorer i Erslev. Begge traktorer havde fået boret hul i tanken.

I Karby er der mellem mandag klokken 12.00 og i går torsdag klokken 11.00 blevet stjålet 100 liter diesel fra en traktor.

I døgnet fra onsdag til torsdag er der boret hul i tanken på en mejetærsker i et maskinhus i Frøslev, og stjålet omkring 500 liter diesel.

Det fjerde og sidste tilfælde er igen i Erslev, hvor der er boret hul i tanken i en traktor, og stjålet cirka 400 liter diesel. Det er sket mellem onsdag klokken 16.00 og torsdag klokken 17.30.

 

Politiet formoder, at dieselolietyverierne foregår med tanke på videresalg.

Derfor hører politiet gerne om det, hvis man bliver tilbudt billig dieselolie.

Har man observeret ukendte køretøjer, eventuelt kassebiler eller store trailere efterspændt personbiler, bedes der også ske kontakt til politiet.

De berørte områder er Erslev, Karby og Frøslev.

 

Politiet kan kontaktes på telefon 114.

Pressefoto: Rigspolitiet.