Af Dorit N. Glintborg

dorit@herpaaoeen.dk

SF Thy-Mors har valgt ny folketingskandidat.

Morten Bo Bertelsen skal fremover stå i spidsen for kredsen.

Formand for SF Thy-Mors, Thorkil Olesen glæder sig over den nye mand i front:

  • Morten Bo har lang erfaring fra kommunalbestyrelsen, og har i socialudvalget kæmpet hårdt for de unge handicappede i kommunen. Han bliver en markant stemme for Mors-Thy på Christiansborg, siger han til Her På Øen.

Morten Bo Bertelsen genopstiller til Thisted Kommune ved kommunalvalget i november næste år, og han er taknemmelig for valget til folketingskandidat:

  • Jeg er meget taknemmelig for at medlemmerne i vores partiforening har peget på mig som folketingskandidat. Jeg vil gøre mit bedste for et endnu stærkere SF til det kommende folketingsvalg. Det er en mærkesag at bekæmpe uligheden i samfundet. Der skal kæmpes for, at velfærd igen prioriteres frem for skattelettelser til dem, der tjener mest, siger han til Her På Øen.

Her og nu er det først og fremmest kommunalvalget i efteråret 2025, der er i fokus for SF Thy-Mors, der vil arbejde hårdt for et godt valg i både Morsø og Thisted Kommuner.

Pressefoto.