Region Nordjylland og 6 nordjyske kommuner er med i et landsdækkende projekt kaldet LIFE ACT, som har udsigt til at modtage 126 mio. kr. i tilskud fra EU til at styrke arbejdet med forebyggelse af og tilpasning til klimaforandringer i Danmark.

Europa-Kommissionen har i sin første vurdering af LIFE ACT givet tommel op til, at det danske projekt fortsat er med i opløbet til et stort tilskud på 126 mio. kr. fra EU til øget klimahandling.

LIFE ACT har til formål at sætte ekstra skub i arbejdet med de politisk godkendte klimaplaner, som ligger klar i samtlige danske kommuner. Især på de områder hvor løsninger på udfordringerne endnu ikke er kendte, eller hvor der er brug for at samarbejde på tværs for at sikre den nødvendige handling.

Og fælles handling er man klar til i Region Nordjylland samt Brønderslev, Hjørring, Mariagerfjord, Morsø, Thisted og Aalborg kommuner, som er med i projektet:

– Det meget glædeligt, at EU også ser et stort potentiale i projektet. Arbejdet med grøn omstilling er ikke nemt, og der er brug for, at vi finder løsninger i fællesskab. Ved at hjælpe hinanden på tværs af kommuner og regioner kan vi sikre, at den ny viden, der skabes undervejs, kommer alle til gode. Så jeg har store forhåbninger til de resultater, vi sammen kan nå i projektet, siger Lauge Larsen (S) fra Mors til Her På Øen i sin egenskab af formand for Regionsrådets Udvalg for Klima, Miljø og Bæredygtig Udvikling.

 

I alt 27 kommuner og landets fem regioner er med i partnerskabet bag LIFE ACT, som også tæller de nordjyske og midtjyske EU-kontorer, forsyningsvirksomheden Lemvig Vand, rådgivningsvirksomheden Fjordland samt Nordjyllands Trafikselskab, der deltager i specifikke arbejdspakker omkring grøn mobilitet.

Projektet forventes at starte i 2025 og vare i otte år. I Nordjylland vil man i den periode bl.a. igangsætte demonstrationsprojekter, der kan være med til at styrke den kollektive trafik og reducere klimaaftrykket fra transportområdet. F.eks. ved at forbedre bymiljøer med attraktive knudepunkter i såvel større byer og mindre lokalsamfund, hvor borgere kan skifte mellem kollektive transportformer som tog, bus og plustur samt have nem adgang til at fortsætte rejsen i delebil, på cykel el.lign.

Den endelige beslutning om EU-tilskud på 126 mio. kr. til LIFE ACT forventes truffet af Europa-Kommissionen i efteråret 2024.

Modelfoto: Her På Øen.