Af Dorit N. Glintborg
Det var desværre ikke kun vejdirektoratets autoværn, der fik skader, da der i torsdags skete et sammenstød mellem to biler i krydset Vildsundvej/Næssundvej.
Her På Øen fortalte om uheldet i fredags, hvor politiet om uheldet oplyste, at en bilist fra Sorring under et venstresving overså en bilist, der kom i modsat retning.
Denne bilist, den 58-årige mand fra Lødderup, fortæller i dag til Her På Øen, at både han og hans hustru blev skadet ved sammenstødet.
- Jeg brækkede det nederste af ryggen og tre ribben, og mit brystben er brækket to steder. Jeg er stadig indlagt, og ifølge lægerne skal jeg regne med op til seks måneder, før jeg er klar igen.
Bilistens hustru pådrog sig piskesmæld ved trafikuheldet.
Ud over de omfattende personskader, fik den 58-årige mand totalskadet sin bil, som han har sendt Her På Øen et billede af, og som redaktionen har fået lov at bringe.
Trods skaderne på både sig selv, hustruen og bilen glæder han sig over, at sikkerheden var i orden i bilen, så det ikke gik værre.
Her På Øen har efterfølgende talt med politikommissær Henrik S. Jensen igen.
Han har tjekket den pågældende døgnrapport, og kan fastslå, at der på tidspunktet er konstateret klager over smerter i bryst og skulder fra den 58-årige mand, og at han blev bragt til undersøgelse på Viborg Sygehus herfor.
- Vi har jo ikke indhentet læge-oplysninger, og har kun fakta fra gerningsstedet på gerningstidspunktet. Falck vurderede, at der måske var tale om skader efter en udløst airbag eller en strammet sele, som vi ser tit. Det viste sig altså i dette tilfælde desværre mere alvorligt end som så, slutter politikommissæren.
God bedring til ægteparret fra Lødderup.
Privatfoto til Her På Øen.