Her På Øen har i dag modtaget et debatindlæg fra Morsø Kommune og borgmester Hans Ejner Bertelsen. Læserbrevet er blandt andet en reaktion på et debatindlæg her på siden fra Ib Sørensen.
Hans Ejner Bertelsen skriver:
Folk flytter af tre årsager – og bliver på grund af én.
Det er dejligt, at der er interesse for, hvad vi gør for fremhæve Mors.
Senest har Ib Sørensen undret sig, og det giver mig muligheden som borgmester at fortælle, hvilke veje vi i kommunalbestyrelsen har valgt og hvilke veje, som vi ikke længere bevæger os af.
Sammen er vi bedst – er kommunens motto. Det er en intern værdi, som viser, hvem vi er, og hvordan vi ønsker at møde andre. Sammen er vi bedst, er primært målrettet internt i organisationen – men vi glæder os over at mange andre rundt om på øen – også har taget talemåden til sig.
I forhold til ekstern branding af kommunen har vi for en del år siden brugt sloganet ”Ø-rige oplevelser – kom til Mors”. Det gør vi ikke længere. Helt bevidst har vi valgt ikke at have et officielt eksternt slogan for Morsø Kommune.
Baggrunden er, at vi i dag ikke tror på, at et kreativt kommuneslogan betyder noget særligt i forhold til, hvor folk vælger at bosætte sig. Vores erfaring viser, at folk ofte flytter af tre årsager; familie, kærlighed eller job – men de bliver på grund af liv. Ikke omvendt.
Det betyder, at vi strategisk arbejder for at gøre det let at få folk til at vælge os til, men vi skal også gøre det attraktivt at blive boende.
Vores primære tilgang er derfor at fokusere på de helt grundlæggende rammer. Det indebærer blandt andet, at vi arbejder på at gøre det let for virksomheder at udvikle sig og skabe nye arbejdspladser. Vi fokuserer, på at skoler og institutioner er imødekommende og fagligt kompetente – og vi arbejder på at skabe fleksible arbejdsvilkår, som gør, at familielivet kan hænge sammen.
Vores kommunikationsstrategi i forhold til øget bosætning indebærer, at vi søger at fremhæve de mange gode historier om øen. Tanken er, at vi som borgere bliver stolte og får bekræftet vores valg af at bo på Mors. Tiltaget kalder vi #godtgåetmors.
Vi ser således borgerne som vores primære målgruppe, og ideen er, at vi alle bliver ambassadører for de gode budskaber om Mors, så vi sammen kan sprede budskaberne langt udover øens fysiske grænser.
I forhold til fastholdelse af borgere – eller med et moderne ord; tilknytning – så ved vi, at de første tre måneder et nyt sted er de allervigtigste i forhold til at danne sig et godt eller dårligt indtryk.
Derfor får alle tilflyttere et velkomstbrev med blandt andet velkomstpakker fra lokale aktører. Vi inviterer til fysiske velkomstmøder og alle får en velkomstbrochure, som giver et kort indblik i, hvad vi har af skoler, dagtilbud, events, fritidsaktiviteter, natur mv. Alt sammen for at nye borgere hurtigt kommer til at føle sig hjemme.
Kort sagt, i stedet for at bruge mange ressourcer på kampagner hos nogle, som ikke kender os – og også er svære at nå i et hav af budskaber – så søger vi at sætte mere målrettet ind hos dem, som vælger os til.
Der florerer desværre lidt misforståelser om, at vi afskriver slogans som Limfjordens Perle eller Øen bag Havet. Begge er smukke slogans – men de har aldrig været en officiel del af kommunens branding.
Limfjordens Perle er blandt andet brugt i en film om Mors fra 1949 – og er en skøn fortælling om vores ø. Øen bag Havet er titlen på en bog af Kirsten Klein og Knud Sørensen fra 1994.
Begge slogans bruges aktivt af turistbureauet – og det hylder vi. Det er smukt – og det er med til at forstærke fortællingen om Mors, som et attraktivt sted at besøge.
Vi afviser altså ikke de nævnte slogans – for vi ”ejer” dem slet ikke. Vi vil tilmed selv bruge sætningerne, når de passer ind – for de er poetiske, og de kan sagtens give mening i den rette sammenhæng.
For sammen er vi bedst – også når vi skal fremhæve vores skønne ø.
Pressefoto.
Det man så kan konstatere er at morsø kommune har en masse luftige mål om hvad der skal til udfra er slogan ” sammen er i bedste ” MEN HVAD der så skal gøres for at ” sammen er bedst ” der er det så ikke noget konkret bud på, og dermed ikke hvad VI ER SAMMEN OM” og nu drjer det sig ikke om hvorvidt hvorvidt man har ” ejerskab ” til et slogan da det ikke dejer sig om et logan men om at gøre morsø Kommune til et sted hvor det for ALLE kommuens borger ER BEDST AT BO men det har morsø kommune så åbenber igen bud på ud over et slogan og nogler fine ord uden handling
Hvor er det store ord som vores borgmester her slynger sig op på.
Det kan en gang imellem være klogt at være en smule ydmyg, der er en del kommuner der har held med at profilere sig med slogan, vi skal vel ikke længere end til Klitmøller for at finde et landskendt eksempel.
Borgmesteren skal jo huske at det er på hans vagt at indbyggertaller på Mors for første gang er under 20.000.