Her På Øen har modtaget et læserbrev fra Ib Sørensen, der skriver følgende:

Lokalpolitikerne er tavse som graven

Jeg har gennem de seneste mdr. skrevet tre konstruktive, lødige og perspektiverende debatindlæg som er af almen interesse til henholdsvis Her På Øen og Nordjyske.

Et indlæg vedr. anlægget (politiskoven) og Ørodde hvor jeg efterlyste en økonomisk beregning på hvordan man i fremtiden vil finde pengene til fremtidens vedligeholdelse af Ørodde og påpegede i den forbindelse den manglende vedligeholdelse af anlægget (politiskoven).

Det ønskede de 21 folkevalgte ikke at forholde sig til.

Ligeledes et indlæg om “Limfjordens perle” hvor jeg helt lavpraktisk spurgte ind til, hvorvidt det var den rigtige politiske beslutning at droppe det slogan og brand, der har været øens dna i knap 100 år.

Det ønskede de 21 folkevalgte ikke at forholde sig til.

Sidst men ikke mindst, et indlæg om risikoen for at morsingboernes indleverede arkivalier på Morsø Lokalhistoriske Arkiv vil gå tabt i en altødelæggende brand grundet manglende brandsikring med bokse, skabe og sprinkleranlæg.

Det ønskede de 21 folkevalgte ikke at forholde sig til.

Fælles for de tre debatindlæg er således en rungende tavshed. Selv ved journalistisk henvendelse til borgmesterkontoret er tavsheden iøjnefaldende. Som et minimum havde jeg forventet at formanden for de respektive og berørte udvalg havde forholdt sig til det skrevne.

Det er ikke ordentlighed. Det er decideret respektløst overfor den enkelte borger, uanset hvem det er, som ønsker at bidrage og tage aktiv del i demokratiet og i øens fremtidige udvikling. Men det er samtidig, og det er dybt alarmerende, et udtryk for den lokalpolitiske ligegyldighed og hån mod demokratiet og den demokratiske samtale. En demokratisk form vi ellers bryster os af at værne om.

Skyldes det arrogance? Det tror jeg egentlig ikke. Om det er politisk personificeret ved jeg heller ikke, men man sidder med tanken, at det skyldes min profession som førtidspensionist, min status og min manglende evne til at formulere mig på det politiske som akademiske niveau. Min profession og status vægtes simpelthen ikke nok til at blive taget alvorligt. Det til trods for at emnerne er bekymrende og af almen interesse. Jeg kan forstå, hvis den lokalpolitiske tavshed omhandlede et enkelt debatindlæg fra min hånd. Men tre, så tegner der sig et mønster.

Det kan selvfølgelig også skyldes, at lokalpolitikerne generelt ikke ønsker at debattere de emner, som borgerne bringer til torvs i medierne?

Men hvor skal man så debattere som borgere i kommunen? Bryder man ind på borgmesterkontoret og begynder at debattere? Bryder man ind til kommunalbestyrelsesmøderne og begynder at debattere? Bryder man ind til udvalgsmøderne og begynder at debattere? Bryder man ind hjemme hos de folkevalgte og begynder at debattere?

Selvfølgelig gør man ikke det. Der er nogle helt grundlæggende normer, principper og spilleregler vi efterlever her i Oehlenschlaegers land.

Men hvor og hvornår debatterer man så med lokalpolitikerne i kommunen? Det er åbenbart helt enkelt.

Hvert 4. år når der er kommunalvalg! 

Så er der udbredt politisk interesse, hele paletten rundt, for at deltage i debatter af forskellige slags, også i medierne, svare på spørgsmål, vise velvillighed, forståelse og interesse for det, der nu fylder hos den enkelte borger i kommunen. Man besøger sågar borgerne hjemme for at positionere sig selv bedst muligt. Løfterne står i kø for at komme til.

I den mellemliggende periode er lokalpolitikerne således tavse som graven. Det er bare ikke etisk som moralsk korrekt at negligere, devaluere og underminere det fundament som den demokratiske samtale bygger på?

Det kan lokalpolitikerne mene om hvad de vil, men selvfølgelig skal man som borgere, uanset profession, status og formuleringsevne, kunne rejse en politisk debat med de folkevalgte.