Af Dorit N. Glintborg
”Vi er ikke en losseplads”
Sådan lyder meldingen fra Harriet Dam, der er daglig leder i I.M. Genbrug i Nykøbing.
Meldingen kommer efter en oplevelse i den lokale genbrugsbutik, som forleden på sin Facebookside viste to billeder af afleverede ting, med en tilhørende tekst: Hvor er det træls, sådan en mandag morgen, to læs til genbrugspladsen, øv øv”
Det fik Her På Øen til at ringe til Harriet Dam.
For hvorfor er det træls at møde ind til afleverede ting? Er det ikke indleveret i bedste mening? Redaktionen syntes at kunne se flere brugbare møbler.
Til det svarer Harriet Dam – som i øvrigt ikke er den, der har taget billederne – at billeder kan snyde.
- Vi oplever desværre ofte, at folk smider deres affald herom udenfor åbningstid.
I.M. Genbrug i Nørregade har et halvtag, hvor folk er velkomne til, udenfor åbningstid, at henstille ting til genbrug.
Er det brugt tøj, man gerne vil give, er der en dertil beregnet container.
Snavset undertøj og brugte tandbørster
Problemet er bare, at mange af de ting, der bliver lagt eller stillet under halvtaget om aftenen eller i weekenderne, er i så dårlig en stand, at de ikke hører hjemme andre steder end på en losseplads.
Og selvom I. M. Genbrug er en genbrugsbutik, skal der være en vis standard.
- Vi oplever at finde snavset undertøj og brugte tandbørster. Iturevet og beskidt tøj. Ting, som ingen i deres vildeste fantasi vil kunne forestille sig, kunne sælges som genbrug, fastslår Harriet Dam.
Når de frivillige i genbrugsbutikken om morgenen møder ind til et læs decideret affald, er der ingen andre udveje end at læsse affaldet på bilen og køre det ud på Morsø Kommunes genbrugsplads på Nørrebro – der, hvor afsenderen af tingene selv burde have kørt tingene til.
Problemet er bare, at det koster penge for et firma at aflevere et læs på genbrugspladsen, så det kan godt blive dyrt for I.M. Genbrug at køre de mange læs affald derud.
En anden udfordring er det hårde arbejde, for som Harriet Dam påpeger, så er gennemsnitsalderen hos de frivillige i genbrugsbutikken høj.
- Vi kommer nok ikke problemet til livs, men jeg ved i hvert fald, at det er blevet meget værre, end det har været, siger Harriet Dam til Her På Øen.
Hun har arbejdet i I.M. Genbrug i 31 år, og hun fortæller, at mentaliteten slet ikke var til at smide affald udenfor genbrugsbutikken, da hun og Kresten Bunk startede det frivillige arbejde.
Angående betalingen for aflevering af ting på genbrugspladsen for firmaer, har Harriet Dam talt med øens borgmester, Hans Ejner Bertelsen.
Hun fortæller til Her På Øen, at hun er blevet lovet, at borgmesteren vil overveje at ændre reglerne på området.
Til slut lyder der en bøn fra Harriet Dam:
-
Vi er taknemmelige for alle de fine og gode ting, vi får ind, og som vi selv henter rundt omkring. Vi vil bare ikke så gerne bruges som skraldespand.
Foto: Privat.
En stor tak til Dorit som bragte dette store suk på banen. Det løsner for alt det dårlige vi tænker om andre. Måske de tror det gør ingenting der er jo så meget de skal ud med så går det i ring.