Af Dorit N. Glintborg

dorit@herpaaoeen.dk

 

Torsdag skal der løbes for de dyrebare hospitalsklovne. Dyrebare er de i hvert fald for de børn og deres forældre, der har haft besøg af dem under et hospitalsophold.

Løbet tager sin start fra Jesperhus Camping torsdag den 16. maj kl.  18.00, og overskuddet fra løbet skal gå til hospitalsklovnene.

Det er løbeklubben Pinen og Plagen, der arrangerer løbet, og som tovholder har klubben Karina Snedker til at trække i de rette tråde.

Hun fortæller til Her På Øen, at det vil koste 70 kroner at løbe med i klovneløbet, og at pengene går til den landsdækkende forening, Danske Hospitalsklovne, som så fordeler pengene ud til de forskellige hospitaler.

Klovnene beroliger børn, som skal opereres, og de beroliger dermed også forældrene.

Karina Snedker oplyser, at der er mulighed for at blive malet som en klovn i ansigtet før løbets start, og at der skulle være en chance for at møde både Hugo og Rita under opvarmningen.

Foto: Danske Hospitalsklovne.