Morsø Handelsgymnasium kickstartede tidligere på året et storstilet grønt iværksætteriprojekt, ’Go Green Innovation’, i samarbejde med UCN Aalborg samt en række partnervirksomheder. Det er et 2-årigt projekt, hvor innovationseleverne på alle tre årgange, kommer til at arbejde målrettet med iværksætteri, grønne forretningsmodeller, innovative processer og bæredygtighed – og nu har det for første gang været 1.g’ernes tur til at dykke ned i arbejdet med grønne problemstillinger.
Over et forløb på to dage har innovationseleverne i 1.g haft særlig fokus på innovative løsninger og kreative processer. I den forbindelse fik eleverne stillet en udfordring af Mikkel Haaning, som selv er student fra handelsgymnasiet og har startet virksomheden DOTS.Recycling, der arbejder med genbrug og upcycling af padel- og tennisbolde. Eleverne fik til opgave at udvikle et innovativt produkt ud af gamle padelbolde, og fik herudover pitchtræning samt undervisning i prototypeudvikling af UCN Innovation, så de var godt klædt på til at udvikle idéer og fremlægge dem.
Selvom eleverne efterhånden er vant til at arbejde med innovation, var de meget begejstrede for det undervisningsforløb, de lige havde været igennem.
-Jeg synes, det er virkelig fedt med et afbræk fra den normale undervisning, og at vi arbejder med virksomheders problemstillinger fra den virkelige verden. Min gruppe udviklede idéen til en padelsko lavet af padelbolde, og her synes jeg, det var godt, at vi fik nogle konkrete redskaber fra UCN, så vi var i stand til at løse opgaven, fortæller Anton Overgaard Jørgensen fra N13 i en pressemeddelelse til Her På Øen.
Pressefoto.