Efter små to år på posten har Mors-Thy Håndbolds direktør, Sigurd Skovborg opsagt sin stilling med udgangen af april måned.

– Den altoverskyggende begrundelse for min beslutning om at stoppe skal findes i kombinationen af jobbet og mig som person. Der er en talemåde, der siger, at ”det må være en drøm at gøre sin hobby til sit arbejde”, og det var jeg også overbevist om, da jeg sagde ja til jobbet i sin tid – men virkeligheden har vist sig at være en anden for mig. Jeg har som person brug for en skarpere og mere tydelig grænse mellem jobfunktion og fritid, og det er svært i dette job, som i mine øjne mere er en livsstil frem for et job. Da der så opstod en meget spændende jobmulighed i en helt anden branche, har jeg derfor truffet denne beslutning, siger Sigurd Skovborg i en pressemeddelelse til Her På Øen.

Bestyrelsen i Mors-Thy Håndbold takker Sigurd Skovborg for hans indsats.

– Bestyrelsen ønsker Sigurd Skovborg tillykke med det nye job, men beklager samtidigt, at han stopper som direktør. Med sin store viden og sit organisationstalent har han været med til at gøre Mors-Thy Håndbold til en professionel, veldrevet klub, der er godt rustet til de fremtidige udfordringer. Vi ønsker Sigurd alt held og lykke fremover, lyder det fra Kurt Sonne Thomsen, bestyrelsesformand i Mors-Thy Håndbold.

Bestyrelsen har påbegyndt arbejdet med at finde hans afløser.

Foto af Sigurd Skovborg fra Mors-Thy Håndbolds hjemmeside.