Nedenstående høringssvar rummer Morsø Erhvervsråds væsentligste synspunkter vedr. planerne for opgradering af Rute 26 over Mors. Morsø Erhvervsråd varetager interesser for det samlede erhvervsliv på Mors, og erhvervsrådets synspunkter kan i denne sag ses som dækkende for de holdninger, der generelt kendetegner erhvervslivet i Morsø Kommune. Et erhvervsliv, der med interesse og opbakning har engageret sig i det politiske arbejde forud for indgåelsen af Infrastrukturaftalen frem til 2035 – og som med tilfredshed har noteret sig, at der er afsat cirka 760 mio. kr. til en længe tiltrængt opgradering af den trafikale infrastruktur her i området. Nu vil de lokale virksomheder og vi fra organisationerne med lige så stor interesse følge virkeliggørelsen af projektet.

Interessen skyldes naturligvis, at en veludbygget fysisk infrastruktur i form af tidssvarende vejanlæg er nødvendig for vækst og sammenhængskraft i Danmark. Ikke mindst i vores landsdel, hvor Rute 26 udgør en veritabel livsnerve.

Strækningen over Mors er belastet af tung trafik fra egnens mange driftige produktionsvirksomheder, lige som Rute 26 dagligt anvendes af rigtig mange pendlere, der i denne del af landet må tage bilen for at kunne få arbejds- og familielivet til at hænge sammen. Vi har hverken jernbaner eller en kollektiv trafik i øvrigt, der kan udgøre et alternativ til transport i bil.

Derfor er en opgradering af Rute 26 med fokus på fremkommelighed og øget trafiksikkerhed helt central for sammenhængskraften, for erhvervsvirksomhedernes fortsatte vækst og for fremtidige udviklingsmuligheder, tiltrækning af virksomheder, rekruttering og fastholdelse af arbejdskraft, bosætning m.v.

Specifikke bemærkninger
Morsø Erhvervsråd kan generelt tilslutte sig de synspunkter og argumenter, der fremgår af Morsø Kommunes høringssvar. Vi vil specifikt pege på følgende fokusområder:

1. Opprioritering af kryds ved Øster Jølby med hankeanlæg:
Krydset ved Øster Jølby bør få særlig opmærksomhed i projektforslaget. Vi bakker op om kommunens anbefaling af, at projektforslaget om ombygning af krydset i Øster Jølby med hankeanlæg får en høj prioritering. Et hankeanlæg vil have positiv effekt for både trafiksikkerheden som for den generelle afvikling af trafikken. Her beskrevet af en repræsentant for én af de virksomheder, der dagligt sender lastbiler via Vestmorsvej og ud på Rute 26 – Outrup Vinduer og Døre: ”Det er svært at komme til venstre og køre mod Thy, specielt når man kommer fra Vestmorsvej. Strækningen er præget af tunge trafikanter fra fabrikkerne Outrup Vinduer og Mollerup Mølle, som anvender Vestmorsvej til Rute 26. Til trods for, at mange lastbiler kører imod syd fra Vestmorsvej, vil de stadig spærre for bagved holdende biler på Vestmorsvej, som skal ud på Rute 26. Specielt i spidsbelastningsperioder vil der opstå kø/ventetid. Hankeanlæg giver også en mere smidig krydsning af Rute 26 for den store mængde medarbejdere vi har som skal ind imod Ø. Jølby. Ved at etablere T-kryds på stedet vil de skulle ud på Rute 26 i en kort periode og sinke den tværgående trafik. Dette gælder både når medarbejderne skal til og fra Outrup og til andre virksomheder i Frøslev, Mollerup m.v.”

2. Øget kapacitet med 2+1-strækninger:
Rute 26 er som nævnt belastet af mange tunge transporter, og trafiktætheden og vejens forløb gør det vanskeligt at overhale, hvilket skaber farlige situationer. Det vil være en væsentlig styrkelse af den lokale infrastruktur, styrke fremkommeligheden og øge trafiksikkerheden, at der etableres 2+1-strækninger langs hele Rute 26’s forløb på Mors.

3. Opmærksomhed omkring lukning af sideveje:
Vi bakker op om Morsø Kommunes anbefaling vedr. de planlagte lukninger af sideveje. Vi anerkender behovet for at lukke sideveje for at tilgodese fremkommelighed og trafiksikkerhed for den gennemkørende trafik på Rute 26. Men vi deler kommunens anbefaling af, at man nøje undersøger alle konsekvenser ved de enkelte lukninger for såvel de lokale virksomheder som borgere, inden der træffes en endelig beslutning.

Vi håber, at Morsø Erhvervsråds høringssvar må indgå i de overvejelser, der gøres på vej mod den mest optimale udbygning af Rute 26 over Mors, og vi står naturligvis til rådighed, hvis der er spørgsmål til ovenstående.

Erhvervschef Susanne Toftegaard Hansen og formand Tage Odgaard Nielsen