De senere år er arter som bramgås, grågås, blisgås og sangsvane vokset markant i antal i det danske vinterlandskab, der også har budt på flere pibesvaner.
Det oplyser Dansk Ornitologisk Forening.
De voksende flokke af gæs og svaner har resulteret i en øget udbredelse af flere af arterne i Danmark. Med andre ord er der nu om dage gæs og svaner stort set over det meste af landet. For få årtier siden kunne der være langt mellem lokaliteterne for vinterflokke af gæs og svaner.
For eksempel var kortnæbbet gås og bramgås stort set udelukkende knyttet til Vestjylland om vinteren. I dag opsøger de i stigende grad lokaliteter østpå i Danmark.
– Syv arter har øget deres udbredelse markant i det danske landskab de seneste årtier, fordi bestandene har været i kraftig fremgang. Det betyder, at man nu ser bramgås, grågås, kortnæbbet gås, tundrasædgås, blisgås, pibesvane og sangsvane på mange ’nye’ lokaliteter, hvor fuglene ikke tidligere opholdt sig i vintermånederne, siger Henning Heldbjerg, der er biolog PhD på Institut for Ecoscience, Aarhus Universitet (AU) til Dansk Ornitologisk Forening.
Foto: Jes Dietrich