Af Dorit N. Glintborg
I Lyngbro-krydset i Erslev er der i dag demonstration.
Det sker som en følge af vejdirektoratets omlægningsplaner af rute 26.
Fra politiet oplyser Henrik Skriver Jensen til Her På Øen, at demonstranterne har anmeldt dagens demonstration til politiet, og at den finder sted fra kl. 06.00 til 17.00 i dag mandag.
En af demonstranterne er Niels Larsen, som bor på Lyngbro i Erslev.
Han fortæller i telefonen til Her På Øen, at han og hustruen, Susanne Kragelund Larsen har boet på Lyngbro i snart 40 år, og at de lige som de andre på Lyngbro er meget utilfredse med planerne, der vil lukke Lyngbro.
-
Vi mener, at øen bliver skåret over i to, hvis de planer føres ud i livet. De siger, at vi skal få nemmere adgang til motorvej, men der er da ikke meget grøn politik i det, hvis vi til gengæld skal køre en lang omvej for at komme til motorvejen, siger Niels Larsen.
Han vil personligt få ni kilometer længere på arbejde, hvis Lyngbro bliver gjort til en blind vej.
Sammen med de andre demonstranter står han i dag i Lyngbro-krydset for at demonstrere imod planerne, som der i morgen aften er borgermøde om i arenaen i Nykøbing.
Demonstranterne stopper bilisterne, og giver dem en pjece, der fortæller om planerne. Ligeledes opfordres de stoppede bilister til at skrive under på en protest over planerne. Endelig opfordres de til at møde op til borgermødet i morgen aften.
Fra Vejdirektoratet lyder det:
Sammen med rute 11 og 34 udgør Rute 26 de vigtigste vejforbindelser mellem Hanstholm, Thisted og Nykøbing Mors. Vejdirektoratets opgradering af Rute 26 skal sikre en hurtigere adgang til motorvejen for områdets virksomheder og borgere, og skabe grundlag for en fortsat udvikling af Hanstholm Havn.
Som del af høringsprocessen bliver der afholdt to borgermøder, et på Mors og et i Thy.
Det på Mors finder sted i morgen den 16. januar i Arena Mors på H. C. Ørstedsvej i Nykøbing.
Foto: Her På Øen.