Bæredygtighed står højt på dagsordenen på Morsø Handelsgymnasium, og i fremtiden bliver især grønt iværksætteri prioriteret højt i undervisningen af skolens innovationselever. Handelsgymnasiet er nemlig netop blevet tildelt 417.240 kr. fra en særlig iværksætterpulje, der har til formål at styrke ungdomsuddannelsernes arbejde med grønt iværksætteri.
Morsø Handelsgymnasium har en lang tradition for at arbejde med innovation og bæredygtighed i undervisningen. Dette gør sig særligt gældende på innovationslinjen, hvor man i løbet af de seneste år har oplevet en stigning i elever, som søger ind på netop denne studieretning.
- Som skole ønsker vi at fremme, at vores innovationselever tilegner sig ny viden om grønt iværksætteri, innovative processer og bæredygtighed, så de i højere grad kan medvirke til at skabe en grøn udvikling i deres videre arbejde, både i uddannelsen og i senere jobs. Derfor er vi utrolig glade for og stolte af, at vi nu har midlerne til at kunne igangsætte et projekt med fokus på netop dette, fortæller Kenny Thomsen, uddannelseschef på Morsø Handelsgymnasium i en pressemeddelelse til Her På Øen.
Ud over at inspirere eleverne og fremme deres viden inden for grønt iværksætteri, er projektets mål bl.a. at adressere det stigende behov for praktisk erfaring med emnet samt at skabe netværk mellem uddannelsesinstitutioner og erhvervslivet. Af den grund er der etableret et samarbejde mellem Morsø Handelsgymnasium og UCN i Aalborg, samt de lokale virksomheder DotsRecykling og Geisler. Det er desuden planen, at flere virksomheder løbende skal tage del i samarbejdet.
I løbet af projektet vil UCN facilitere undervisningsforløb for innovationseleverne i både 1.g, 2.g og 3.g i form af en række workshops med forskelligt fokus samt en iværksættercafé, der har til formål at motivere fremkomsten af grønne iværksætteridéer hos eleverne. Eleverne skal ligeledes på virksomhedsbesøg, hvor de skal løse virkelighedsnære udfordringer med afsæt i de besøgte virksomheder.
- Vi glæder os til at komme i gang med projektet, og forventer at det kommer til at spille en vigtig rolle i at forberede de studerende på at være aktive deltagere i en grønnere og mere bæredygtig fremtid. Vi ønsker ligeledes, at Morsø Handelsgymnasium skal være et aktivt centrum for udviklingen af grønt iværksætteri i et udkantsområde, hvor der er geografisk langt til større byer, tilføjer Pernille Græsbøl Eriksen, som er underviser på Morsø Handelsgymnasium samt projektleder på projektet.
Pressefoto.