De samarbejdende kulturhuse på Sydmors indbyder til stort lysshow ved Borgerhuset i Øster Assels fredag den 20. oktober 2023 klokken 19.30.

Lysshowet iscenesættes af Jesper Poulsen fra SL production, som har allieret sig med komponisten Kristian Rymkier fra Glyngøre, Kristian sørger for lyddelen. Vi håber at se deltagere fra hele Sydmors og især selvfølgelig fra nærområdet.

Showet markerer glæden over, at Nordea Fonden har tildelt kulturhusene 1 million kroner. Midlerne skal benyttes i løbet af perioden 2023-2025, og et af de væsentligste formål er at skabe en synergi mellem kulturhusene, nemlig Borgerhuset, Kulturkøbmanden, Kultur- og Forsamlingshuset og Strømpehuset. Endvidere skal projekterne inddrage såvel de lokale indbyggere som interesserede fra resten af øen.

Projektleder Jytte Søndergaard udtaler til Her På Øen, at kulturhusene med denne støtte fra Nordea Fonden kan sætte aktiviteter i gang, som kan bære lokalområdet ind i fremtiden. Hvad der ikke var muligt for de enkelte kulturhuse hver for sig, bliver nu en realistisk mulighed i et godt og fremtidssikret samarbejde på tværs af husene.

Efter showet vil der i Borgerhuset blive en gennemgang af alle de projekter, som kulturhusene har planlagt etableret og udført i løbet af perioden.

Emnefoto fra Pixabay.