Arbejdsgruppen i det såkaldte § 17.4-udvalg skal over det næste år udarbejde forslag til udvikling af Ørodde i Nykøbing.

 

Nu er sporene lagt for det arbejde, der næste år skal munde ud i konkrete forslag om, hvordan det store Ørodde-område i Nykøbing skal udvikles. Morsø Kommune har nedsat et såkaldt § 17.4-udvalg, der skal indsamle og drøfte ønsker, tanker og muligheder for det rekreative og bynære område.

Udvalget er sammensat af en repræsentant for beboerne i området, repræsentanter for idrætten, handicaporganisationer, handel og turisme, repræsentanter med naturfaglig viden, ungdomsforeninger samt kommunalbestyrelsen. Kommunalbestyrelsesmedlem Ellen Philipsen Dahl er udpeget som formand for udvalget.

Mange muligheder – men også begrænsninger

– Udvalgets formål er at lave det forberedende arbejde og komme med råd og forslag til Udvalget for Teknik og Miljø og derfra videre til kommunalbestyrelsen, der skal træffe de politiske beslutninger om udviklingen af Ørodde.  Et § 17.4-udvalg kan ikke beslutte noget, men hele fundamentet for vores arbejde er, at der skal ske en udvikling med Ørodde-området, så det i højere grad kan udnyttes rekreativt til glæde for flest mulige, siger Ellen Philipsen Dahl og forsætter:

 

– Vi har et helt unikt område tæt på Nykøbing, og der er virkelig mange muligheder for at udnytte det bedre, end det sker i dag, hvor området ligger lidt afventende hen. Derfor vil udvalget også gerne i dialog med alle, der har positive forslag til, hvordan vi alle sammen får større glæde af Ørodde. Dialogen kommer blandt andet til at foregå gennem borgermøder, arrangementer på Ørodde og andre tiltag, fortæller hun.

Mulighederne er mange. Men der er også en række begrænsninger for, hvad der kan etableres på Ørodde. Derfor er udvalget gået i gang med at kortlægge strandbeskyttelseslinjer, fredsskovbestemmelser og øvrige lovgivningsmæssige rammer for, hvad der er relevant at drøfte, lige som udvalget skal mødes med fagfolk inden for turisme med videre og søge inspiration hos andre kommuner, der har udviklet rekreative områder tæt på en by.

DCIM100MEDIADJI_0005.JPG

Der skal ske noget

– Inden for de lovmæssige rammer står alle muligheder åbne indtil videre, og vi håber, at mange på Mors vil deltage i debatten og bidrage konstruktivt til fremtiden for Ørodde. Det eneste, der indtil videre ligger fast er, at arealet ikke kommer til at ligge hen, som det sker nu. Der kommer til at ske en udvikling på Ørodde. Alt andet ville være synd for det fantastiske område”, siger Ellen Philipsen Dahl til Her På Øen.

Fotos: Morsø Kommune.