Af Dorit N. Glintborg
På søndag er der fernisering på årets efterårsudstilling i Strømpehuset i Øster Assels.
Udstillerne er Pia Viborg fra Skive, og Bodil Bach Pedersen, Vilsund.
De deltagende kunstnere fortæller om deres kunst, hvorefter der er uforpligtende samvær med vin og hjemmebagte småkager.
Efterårsudstillingen slutter den 2. januar 2024.
Pia Viborg – Grafik, collager og skulpturer
Humor – selvironi og til tider samfundskritik, er en uomtvistelig ingrediens i Pia Viborgs værker.
Fortællingen er den direkte drivkraft, samt fascinationen af at give sine værker dobbelt-bund. Et er, hvad hun tænker i processen, et andet er, hvad beskueren udleder.
Værkerne er lavet af alle slags materialer, som er bearbejdet til nogle skønne tankevækkende motiver.
Pia Viborg er uddannet typograf og har arbejdet som entertainer og teatersminkør, instrueret og skrevet teater, samt drevet teaterskole for børn.
Hun er uddannet på Aarhus Kunstakademi
Bodil Bach Pedersen – Malerier
Bodil Bach Pedersen er uddannet billedkunstlærer og har i mange år undervist i folkeskolen. De seneste år udelukkende valgfagselever og nu også voksne på Billedskolen ved Heltborg Museum.
Hun holder af at udtrykke sig i farver og er inspireret af naturen og lysets skiften. Mange af hendes malerier er figurativt abstrakte, men hun holder også meget af at male landskaber og stilleben. Det er nok lidt svært at sætte hende i bås, når der tænkes på genrer, for hun bliver lokket af nye ideer og maler gerne lige det, som hun får lyst til. Hun har deltaget i mange udstillinger. Stort set hele sidste år deltog hun fast hos Thy til Kunsten i Villerslev.
Herunder et af Bodil Bach Pedersens værker:
Herunder et af Pia Viborgs værker: