Efter 45 år på Mors lukker Junior Chambers den lokale afdeling. Det sker med en fest den 9. september. Mange lokale unge og tilflyttere har nydt godt af netværket gennem tiderne.

JCI Mors har siden 1978 skabt et væld af oplevelser, gode minder og ikke mindst et stort netværk for medlemmerne.

Foreningen hed først JC Mors, som er en forkortelse for Junior Chambers. Den fik siden et ekstra bogstav på og blev til JCI – I’et beskriver, at det også er et internationalt netværk.

Det er kort fortalt et samlingssted og et udviklingsnetværk for unge mellem 18 og 40 år, og snart er det desværre også en forhenværende forening på øen.

– JCI Mors har haft en stor betydning for mange lokale medlemmer gennem tiden. Vi har efter et par års udfordringer og grundige overvejelser valgt at afvikle. Det er svært, men vi vælger at gå ud med stil og smil, fortæller formand Lisbeth Sørresiig Alling til Her På Øen.

 

Tak for det hele

Hun vil gerne på foreningens vegne sige mange tak til alle på Mors, som gennem tiden har bakket op om foreningens aktiviteter.

– Vi har været rundt og besøge rigtig mange steder i lokalområdet i de 45 år. Folk har åbnet op for os og fortalt om deres virksomhed eller forening, og vi har lært en masse. Folk fra Mors har mødt op til vores arrangementer og er blevet klogere sammen med os. Vi er meget taknemmelige for alt det, vi har fået lov at opleve, lyder det fra formanden.

Fik Mors på landkortet

JCI oplever også faldende medlemstal på landsplan ligesom andre foreninger. JCI Mors var klar og havde inviteret afdelinger fra hele landet til Mors for at holde en kongres i marts 2020. Der var lagt rigtig meget tid og mange kræfter i arrangementet, men man var nødt til at aflyse få dage før kongressen skulle finde sted på grund af corona-pandemien.

JCI Mors har også stået for nationale kongresser og fået en masse mennesker fra andre afdelinger til Mors. Tilbage i 1990erne fik en gruppe dedikerede medlemmer virkeligt JCI Mors og øen på landkortet, da den blev kåret til årets forening herhjemme – under mottoet: Mors of course.

 

Husk tilflytterne

Nu er det så tid til det allersidste arrangement i JCI Mors med en stor fest lørdag den 9. september på Café Holmen.

– Vi er stolte af den forskel, som afdelingen har gjort lokalt og nationalt, og det vil vi gerne fejre.

Vi har inviteret nuværende medlemmer af JCI Danmark og nuværende og tidligere medlemmer af JCI Mors med til et brag af en fest, hvor vi hylder alle de store oplevelser og griner af de mange anekdoter sammen. Vi håber, det kan blive en fantastisk afsked med en fantastisk forening, siger Lisbeth Sørresiig Alling.

Pressefoto.