Her På Øen bringer her et debatindlæg fra Jørgen Vangsted.
Emnet er de topaktuelle klimaforandringer.
Jørgen Vangsted bor i dag udenfor øen, men havde i mange år bopæl i Redsted.
Han har været meget politisk aktiv her på øen, hvor han i en årrække var spydspidsen i den lokale afdeling af SF. I 1994 blev han valgt ind i Amtsrådet, hvor han sad indtil 1997. Her stillede Jørgen Vangsted op til kommunalvalget, men blev ikke valgt.
I 2006 flyttede han og hustruen fra Mors til Grønland, og fra 2007 til det tidlige forår i år har parret boet i Als ved Øster Hurup. I dag er bopælen Glyngøre, hvorfra Jørgen Vangsted nyder udsigten til Mors.
Jørgen Vangsted skriver:
Den varme
De virker næsten uforstående. Turisterne. Ikke blot har varmen taget glæden fra ferierejsen. Nu må de også flygte fra de udtørrede skoves flammehav, der løber med vinde hurtigere end en hest kan rende og antænder alt på vejen. Tilbage til lufthavnen, elitens stoppested, hvor der lettes og landes i frihedens navn. Et næsten tragikomisk scenarie. Den værst tænkelige ubæredygtige ferieform brænder i solens og flammernes hede med alt hvad der skal til, for i det mindste at løfte øjenbrynene og tænde et lille lys i bevidsthedens afkroge.
Men hvad kommer det mig ved? Jeg er over dato og kan for så vidt være lige glad om hele Sydeuropa ørknes i takt med vores uforstandige levevis. Jeg kan jo bare læne mig tilbage og lade mig underholde af den dystopiske forestilling. Skovbrande, oversvømmelser, mennesker på flugt. Den frie verden på vej mod en afgrund af katastrofer og ufrihed. Se menneskeforstand opruste for at beskytte den perfekte verden uden tanke for, at Putin måske er et mindre problem for os.
Ingen videnskab kan bevise, at livet har nogen indbygget mening. Den skaber vi selv. Finder vi ikke meningen med livet, vil tilværelsen blive ulidelig. Men individuelle egoistiske behov sniger sig ind, og mange opdager, at et forbrug, som overstiger det der kan genskabes af klima og naturens ressourcer, giver mening. Vi føler frihed forbundet med rettigheder til at købe det vi har råd til og gøre det som ikke er ulovligt. Forbrug er en vigtig forudsætning i det økonomiske system. Vækst er nødvendig. Grækerne er blevet afhængige af turister. Økonomanien breder sig og fortærer af livsgrundlaget som flammerne på Rhodos. Er det meningen, eller er det meningsløst?
Den frie verden sætter sikkert pris på, at jeg ikke blander mig i hvad der giver mening for den enkelte. Men faktum er, at flyvning er den rejseform der udleder mest CO2. Og jo flere klimagasser vi udlede des mere begrænses den næste generations frihed. Jeg vil derfor reduceres til kujon hvis jeg tier. Frihed er noget vi giver til hinanden og ikke noget man stjæler fra den næste generation. Frihed der fostrer overforbrug giver ufrihed for andre. Frihed betyder ikke, vi kan gøre hvad der passer os, og grådighed trækker altid grimme ødelægende spor efter sig. Mahatma Gandhi sagde det på en anden måde: ”There is enough for everybody’s need and not for everyone’s greed”.
Men hvorfor er det så svært for det tænkende menneske? Homo Sapiens. Netop det der skulle adskille os fra dyr. Vi forstår konsekvenserne men er handlingslammede. Hvor mange varmerekorder – hvor store hagl – oversvømmelser – skovbrande – hvor mange flygtninge skal der til, før vi for alvor reagerer?
Den perfekte levevis findes ikke. Ingen mennesker er uden fejl. Alligevel vil jeg tro, at mine børnebørn engang vil sætte pris på, at vi bestræber os på at udlede og forbruge så lidt som muligt. De vil forbande vores dumsmarte undskyldninger der starter med: ”Hvad hjælper det at jeg….”…eller: ”Jeg anser min frihed…”. Der findes ingen undskyldning for at handle mod bedre vidende. Vanære tilkommer den der ikke gør sit bedste ud fra simpel almenviden.
Kun ubegavede mennesker kan tilgives, thi de af gode grunde ikke altid ved hvad de gør.
I den varme.
Privatfoto.
