Af Dorit N. Glintborg

dorit@herpaaoeen.dk

 

Der er store forandringer i Nykøbings boghandel for tiden.

I sidste måned tog boghandler Bent Bisgaard og hans medarbejdere afsked med Maibrit Jensen, der gik på pension efter lang og tro tjeneste. Helt præcist imponerende 45 år.

 

Om få dage er det Else Pedersen, der går pensionsvejen.

I Bøger og Papir er boghandler Bent Bisgaard taknemmelig for den stabile arbejdskraft, han i så mange år har haft i kraft af de to, og han erkender, at det er en stor omvæltning at måtte sige farvel til to så rutinerede medarbejdere indenfor så kort tid.

 

  • Det er da noget, der kan mærkes, også internt for os. Der vil blive andre arbejdsopgaver til vi andre, og Majbrit og Else mangles jo i dagligdagen, siger Bent Bisgaard til Her På Øen.

De to nu pensionerede medarbejdere repræsenterer hver især et stykke lokalhistorie i Nykøbing og på Mors.

De fleste morsingboer vil være blevet betjent af dem, når der skulle købes bøger, blyanter eller kalendere.

 

For Majbrit Jensens vedkommende kan hun præstere at have arbejdet samme sted hele sit arbejdsliv.

For selvom ejerforhold, kædetilknytning, navn og tider har ændret sig igennem årene, så har adressen for hendes arbejdsliv altid været Algade 10 i Nykøbings gågade, hvor Bøger og Papir også i dag har til huse. Her blev hun udlært for godt 45 år siden.

 

For Else Pedersens vedkommende vendte hun tilbage boghandlerfaget og den bygning, hvor hun blev udlært, dengang det hed Platz Boghandel, da Bent Bisgaard sammen med sin daværende kompagnon overtog boghandelen i 2008.

Dengang havde Else Pedersen været væk fra branchen i nogle år, og da hun søgte stillingen i boghandelen, var Bent Bisgaard ikke sen til at ansætte den erfarne arbejdskraft.

Han glæder sig over, at Else Pedersen stadig vil være tilkaldevagt og ferieafløser i Bøger og Papir.

 

De nye tider i Bøger og Papir betyder også nye ansigter, og indtil videre har Bent Bisgaard ansat Sisse Borg.

Hun er faktisk for syv år siden udlært i Bøger og Papir i Nykøbing, og har i mellemtiden arbejdet i en boghandel i Skive.

Til august starter en ny elev i butikken – og så må tiden vise, om denne elev vil kunne fejre 45-års jubilæum i Algade 10 engang.

  • Tiderne er nok nogle andre i dag, funderer Bent Bisgaard.

 

Trods omvæltningerne i personalestaben føler han og resten af holdet sig godt rustet til fremtiden i Bøger og Papir.

Foto: Arkivfoto isat privatfoto: Her På Øen.