Sygefraværs 1. plads af alle 98 kommuner i Danmark til Morsø kommune.

 

Der er noget galt!

 

Det skriver Lene Damgaard Leth Poulsen i nedenstående læserbrev til Her På Øen.

Her På Øen præciserer, at læserbrevsskribenten beskriver de forhold, hun oplevede på arbejdspladsen fra 2017 til 2018. Lene Damgaard Leth Poulsen siger til Her På Øen, at hendes ærinde med læserbrevet er at sætte fokus på, hvor meget, et dårligt arbejdsmiljø egentlig koster i sidste ende – både penge og godt helbred.

Hun skriver:

Indrømmet – personligt blev jeg ikke overrasket over at se Morsø Kommunes placering i statistikken.

Selvom der nu er gået nogle år, sidder de dårlige oplevelser fra de sidste to år i mit arbejdsliv, stadig i mit nervesystem.

 

Havde det psykiske arbejdsmiljø været godt, på min arbejdsplads, var jeg ikke stoppet.

Jeg var meget glad for mit arbejde og trivedes med mit arbejde og de opgaver jeg fik.

Men jeg oplevede desværre et særdeles dårligt psykisk arbejdsmiljø de sidste 18 mdr. i mit arbejdsliv. En forfærdelig dårlig og meget utryg stemning spredte sig til alle i afdelingen – denne bevirkede rigtig mange langtidssygemeldinger samt personaleflugt.

Flere af mine daværende kolleger klagede over daværende nærmeste leder, der med sin ledelsesstil, spredte vandende, skabte splittelse og utryghed, til topledelsen, hvilket jeg også selv gjorde.

Der blev ikke lyttet eller reageret – Vi var 19 medarbejdere, der enten søgte væk eller blev langtidssygemeldt i de 18 mdr. hvor vores afdeling i Morsø kommune var “ underlagt” en nyansat leders uforudsigelige “luner”. Denne leder stoppede iøvrigt pludseligt. Fra den ene dag til den anden forsvandt han fra afdelingen/ arbejdspladsen.  I.flg. topledelsens officielle udmelding, havde han selv valgt at stoppe. Han fik alligevel fuld løn et helt år efter.

Symptomer på dårligt psykisk arbejdsmiljø er blandt andet højt sygefravær, flere langtidssygemeldinger samt større udskiftning af medarbejdere – og at flere søger væk.

Psykisk robusthed og sundhed fremmes ikke i et psykisk belastende arbejdsmiljø, hvor medarbejderne er utrygge pga en utryghedsskabende ledelsesstil.

Trivslen eller manglen på samme, på arbejdspladsen, påvirker medarbejdere – også efter arbejdstids ophør. Hvis det har været en god dag, tager man denne følelse med sig hjem. Omvendt kan et psykisk dårligt arbejdsmiljø påvirke den enkelte, så dette også fylder efter endt arbejdstid. Dette vil påvirke hele familien, medarbejderens fritid og nattesøvn negativt. Hvilket absolut ikke er sundhedsfremmende.

 

Det har betydning, hvilket humør den enkelte medarbejder møder op med på arbejde og møder sine kolleger med. At man hilser igen, når nogle siger godmorgen, hjælper hvor og når man kan, når der bliver spurgt om hjælp.

Det gode stærke forhold til kolleger er en positiv del af det psykiske arbejdsmiljø – det er hver enkel medarbejder med til at skabe.

Det gode arbejdsmiljø afspejles ikke alene i den måde, der tales sammen på. Det handler i høj grad også om, at medarbejderne kan få svar på de spørgsmål, de har og om der gives den fornødne vejledning i arbejdsopgaver og funktioner. Hvis en medarbejder f.eks. står overfor en opgave hvor han/hun ikke umiddelbart har erhvervet tilstrækkelig erfaring til at løse denne, er det vigtigt og trygt at vide, hvor og hvem medarbejderen  kan henvende sig for at få støtte/hjælp/svar – uanset om det er kolleger eller nærmeste leder. Ligesom at få mulighed for videreuddannelse, hvis medarbejderen står helt på bar bund i forhold til evt nye opgaver på arbejdspladsen.

 

Det er også særdeles vigtigt og har stor betydning for alle medarbejdere, at de bliver inddraget og lyttet til vedr. arbejdsopgaverne. Derved vil de få følelsen af at være betydningsfulde.

 

De nu flere besparelser på velfærdsområder er heller ikke ligefrem med til at øge muligheden for et trygt og godt arbejdsmiljø – Pres øger pres og vil belaste hver enkelt medarbejder og stress smitter, det ved alle.

Jeg er overbevist om at der er steder/arbejdspladser, i Morsø kommune hvor der er et godt og trygt arbejdsmiljø, men jeg tror desværre også, at der fortsat er steder, hvor der ikke er – med den 1. plads i sygefravær.

 

Kære alle medarbejdere i Morsø kommune – pas på jer selv – I kan ikke undværes – Sig fra og stop til urimelige vilkår og rammer. Vigtigst af alt – Stå sammen.

Venlig hilsen, En tidligere kollega og medarbejder i Morsø kommune i 40 år 

Lene Damgaard Leth Poulsen 

Arkivfoto.