Af Dorit N. Glintborg
Dansk Folkeparti på Mors glæder sig over det vellykkede Grundlovsmøde forleden.
Der mødte omkring 50 op til arrangementet, som havde prominente navne på talerstolen.
Næstformand Majbritt Birkholm og medlem af Europa-Parlamentet, Anders Vistisen gæstede det lokale grundlovsmøde for Dansk Folkeparti Thy/Mors.
Formand for Dansk Folkeparti på Mors er i dag Lars Brian Hovmøller, og han har siddet på posten, siden Meiner Nørgaard valgte at skifte parti og følge Inger Støjberg.
-
Jeg har jo været formand, siden Meiner rendte af pladsen. Det må du gerne skrive, at jeg har sagt, smiler Lars Brian Hovmøller og fortsætter overfor Her På Øen: Al ære og kredit til Inger Støjberg, men jeg tror nu godt, hun kan klare sig selv.
Ud over Lars Brian Hovmøller består Dansk Folkeparti på Mors i dag af Palle Odgaard, Ove Sørensen, Alex Laursen og Sanne Laursen.
Lige nu er der ikke nye arrangementer på trapperne. Man glæder sig foreløbigt over det vellykkede grundlovsmøde.
Som det ses på billedet fra Lars Brian Hovmøller til Her På Øen kunne de fremmødte nyde lækre kager. De var frembragt af Palle Odgaard, der er bagermester i Sejerslev.