Af Dorit N. Glintborg

dorit@herpaaoeen.dk

Er man ikke på toppen, er det endnu sværere end ellers at bede andre om hjælp.

Det er i den erkendelse, at KFUM’s Sociale Arbejde nu med en støtte på 4,6 millioner kroner fra VELUX FONDEN vil gøre det muligt for mennesker i psykisk mistrivsel at få den nødvendige psykiatriske behandling og støtte, også selvom de bor i landområderne.

Socialt og/eller psykisk udsatte mennesker vil fremover kunne få videosamtaler med en psykiater over computeren.

Her på Mors vil de trygge og velkendte rammer være i Café Perlen i Nykøbing.

De fire af KFUM’s Sociale Arbejdes væresteder, hvor tiltaget forankres i første omgang er, ud over Café Perlen i Nykøbing, Café Jydepotten i Grindsted, Café Parasollen i Viby ved Århus og værestedet Kilden i Hurup.

I Perlen i Nykøbing er daglig leder Svend Erik Jørgensen glad for det nye tiltag.

  • Er man socialt og psykisk udsat, er det meget svært at tage hjemmefra for at se en psykiater. Det bliver helt uoverstigeligt. Så bliver man hjemme, og det bliver problemerne ikke mindre af, fastslår Svend Erik Jørgensen.

Projekt Social Digital Lab betyder, at man på Café Perlen indretter nogle fine lokaler med godt digitalt udstyr, så brugerne i trygge rammer kan sidde og tale med en psykiater via videosamtale.

  • Det kunne man selvfølgelig også gøre hjemmefra, men mange har ikke selv computer, og nu stiller vi udstyret til rådighed, fortæller den daglige leder til Her På Øen.

Samtidig bliver man tilbudt at have en bisidder med ved samtalerne.

Håbet er også på sigt, at brugerne ved at skulle komme til Perlen for at tale med en psykiater over video, vil falde i snak med de andre brugere, der kommer på Perlen, og på den måde få et større netværk socialt.

Svend Erik Jørgensen er helt klar over, at transporten til Perlen fra hjemmet i sig selv kan være en stor udfordring. Såvel mentalt som rent praktisk.

  • Bor man for enden af grusvejen her på Mors er det ikke ligefrem nemt at komme rundt med bus her på øen. Vi vil sørge for transport, og vi vil også lave opsøgende arbejde for at få det nye tilbud ud til de mennesker, der netop har brug for det.

Præcist hvordan transporten fra hjemmet til Perlen og tilbage igen skal foregå, er ikke endeligt planlagt, men det er lige på trapperne.

Projektet Social Digital Lab – digital psykiatri til socialt udsatte – vil de kommende tre år hjælpe og støtte mennesker i udsatte livspositioner, som lever med psykisk sygdom, og som har komplekse sociale udfordringer. Projektet vil udvikle, afprøve og implementere en metode til at give mennesker mulighed for at fastholde behandling og få den psykiatriske og øvrige hjælp og nødvendige støtte, de har behov for.

Projektet er et partnerskab mellem KFUM’s Sociale Arbejde, Center for Digital Psykiatri og psykiatriske afdelinger i Region Syddanmark, Midtjylland og Nordjylland.

Perlens daglige leder, Svend Erik Jørgensen har i øvrigt haft hænderne helt inde i maskinrummet i planlægningen og udviklingen af det store projekt, og har haft mange møder med både Center for Digital Psykiatri og de psykiatriske afdelinger i Region Nordjylland.

  • Derfor tager projektet stærkt udgangspunkt i det, jeg kender til af menneskers udfordringer her på Mors, fortæller den engagerede leder af Perlen til Her På Øen.

Perlen har til huse i Nørregade 20 i Nykøbing.

Pressefoto.