Af Dorit N. Glintborg

dorit@herpaaoeen.dk

 

Humøret er godt i Morsø Golfklubs juniorafdeling, hvor medlemstallet er støt stigende.

Som formanden for børne- og juniorudvalget, Henrik Markmøller Bro udtrykker det overfor Her På Øen: – Det myldrer med børn i Morsø Golfklub, og han fortsætter:

 

  • Det er efterhånden ved at være en tradition, at vi inviterer børnene til en dag på golfbanen, og det giver hvert år nye medlemmer. Målet på sigt er at blive omkring 50 børn og juniorer. Vi forventer en tilgang på fem – 10 spillere årligt. Det var også målet sidste år, og da havde vi en tilgang på næsten 10.

Morsø Golfklub har via en bevilling fra Morsø Kommunes materialekonto fået mulighed for at gøre lidt ekstra for sine unge medlemmer.

Klubben søgte midler til anskaffelse af udstyr.

  • Nu har vi låneudstyr af en god standard, så børnene ikke skal investere i nyt udstyr, når de starter. Golfudstyret kan lånes af klubben, fortæller Henrik Markmøller Bro, der er glad for, at kommunen imødekom ansøgningen.

 

Sidste år kom der for alvor gang i forskellige turneringer for børn og juniorer i Morsø Golfklub.

Sammen med de omkringliggende klubber blev der startet en kredsturnering, som fem klubber arbejder sammen om.
De fem er Nordvestjysk, Harrevig, Skive, Struer og Morsø Golfklubber. De samme fem klubber arrangerer hvert år Golfsommerlejr i uge 31. Desuden deltager juniorer fra klubben i Dansk Golf Unions D-tour, som foregår i hele Nordjylland fra Sæby til Skive.

  • Det er er vigtigt at komme til ”kamp”, når man spiller golf, akkurat som det er i andre idrætsgrene, understreger Henrik Markmøller Bro.

 

Der er golftræning for de mindste 6-10-årige perlegolfere hver mandag, og for de store juniorer fra 11 år både mandag og torsdag. Hver fredag er der match, og den første fredag i måneden afsluttes med fælles spisning og hygge for alle perlegolfere og juniorer.

Der gøres opmærksom på, at træningen er i fuld gang, og at der er plads til flere spillere.

For få år siden var der kun fem børne- og ungespillere i Morsø Golfklub.

I dag er der 40.

 

Fotos fra Morsø Golfklub til Her På Øen.