I denne uge er det demensuge over hele landet. I år er der også fokus på, at det skal være tryggere for mennesker med demens at bevæge sig rundt i samfundet. I den forbindelse bliver der også kastet lys over det nationale demenssymbol, Håndsrækningen, som Folkebevægelsen for et Demensvenligt Danmark lancerede i 2021.
- Med årets demensuge markerer vi, at det skal være trygt at komme fra A til B, når man lever med demens. Og det gør vi i samarbejde med mange af landets største trafikselskaber. Demens er stadig tabubelagt, og hvis man ikke kender til demens, kan det afføde berøringsangst. Det vil vi gerne være med til at gøre noget ved, og vi kan som samfund gøre en stor forskel for mennesker med demens, hvis vi blot er lidt ekstra tålmodige,” siger Lone Harlev, der er sekretariatsleder hos Folkebevægelsen for et Demensvenligt Danmark.
Demens er også i fokus på Mors
Demenskoordinator i Morsø Kommune, Lisbeth Heide Sørensen, kan også fortælle om flere tiltag i uge 19 på Mors.
- Chauffører fra lokale taxaselskaber får udleveret demenssymbolet af frivillige fra Skovcafeen og Ældresagen. Skovcaféen er et café-tilbud til hukommelsessvækkede og deres pårørende. Her sætter vi i næste uge også fokus på den nationale kampagne, da mere viden om demens kan gøre en stor forskel for demensramte og deres familier her i Morsø Kommune, siger den lokale demenskoordinator til Her På Øen.
Maler symbol på veste og fortove lokalt
Plejecentret Duelund i Nykøbing Mors er blandt de lokale institutioner, som markerer uge 19. Det bliver gjort rent fysisk ved at male demenssymbolet på de gule veste, som daghjemsgæster og beboere bærer, når de er på tur i det offentlige rum.
- Vestene kommer også til at lyse op fremover, så vi kan gøre opmærksom på demens året rundt, fortæller Bente Rahbek Riis, som arbejder på Duelund under Center for Ældre, Sundhed og Rehabilitering.
Hun har også været ude sammen med daghjemsgæsterne og spraye demenssymbolet på fortove på de ruter, som de går i området omkring plejecentret.
- Vi har fået tilladelse til at spraye demenssymbolet på fortovene langs den korte og lange rute, som vi plejer at gå med daghjemsgæsterne. Nogle af dem har været med ude at spraye, og det så ud til at være en sjov oplevelse. Vi håber, at vi på den måde også er med til at sætte fokus på demens, siger Bente Rahbek Riis
Transportsektoren skal kende til demens og demenssymbolet
Det er sjette år i træk, at Demensugen bliver afholdt. Sidste år var der aktiviteter i 84 procent af landets kommuner, da der i Demensugen var fokus på at udbrede kendskabet til demenssymbolet i detailbranchen. I år er der også stor opbakning med aktiviteter over hele landet.
Rigtig mange af landets transportselskaber bakker op, og bruger deres platforme til at sætte fokus på demens og demenssymbolet overfor både ansatte og kunder. Frivillige og demensfaglige kommer i Demensugen til at være til stede på stationer, busstoppesteder og bytorve med informationsmateriale og forskellige happenings.
”Helt overordnet er vi jo enormt glade for, at vi er så mange i det her land, der sammen gerne vil gøre en forskel for mennesker med demens. Det er fantastisk, at transportselskaberne bakker op, og det er fantastisk, at de frivillige og demensfaglige i kommunerne har gang i så mange spændende aktiviteter og dagsordener,” siger Lone Harlev.
Man kan hjælpe mennesker med demens ved at huske demenssymbolet og de tre handleråd.
Tag kontakt – smil og vær imødekommende
Tal tydeligt – stil et spørgsmål ad gangen
Vær tålmodig – sæt tempoet ned og hjælp gerne på vej
Dokumentarserie viser ny side af livet med demens
Som en del af årets indsats har Folkebevægelsen for et Demensvenligt Danmark i samarbejde med dokumentaristen Kasper Kiertzner lavet en ny mini dokumentarserie, der viser hvordan livet kan være, når man i en tidlig alder har fået demens. Serien følger Karin, der lever med demens. Hun har en mission om at flere danskere skal kende til demens. I løbet af serien får hun selskab af andre mennesker med demens og flere kendte danskere. Serien bliver bragt på demensvenligt.dk og første afsnit udkommer i uge 19.
Pressefotos.









































