Af Dorit Glintborg

dorit@herpaaoeen.dk

Den 3. maj fejrer Værestedet Sind-Huset Den Nationale Værestedsdag, og også i Nykøbing vil der sættes fokus på betydningen af væresteder for socialt udsatte mennesker.

Betina Pedersen fra Sind-Huset i Nykøbing fortæller til Her På Øen, at man på Skovvej 5 markerer dagen med Åbent Hus.

  • Vi serverer lidt sødt til ganen, og udleverer morgenfruefrø, fortæller lederen af Sind-Huset i Nykøbing.

 

På Den Nationale Værestedsdag vil der i hele landet blive plantet morgenfruer. Som små sole skal morgenfruerne minde alle om betydningen af den mangfoldighed og det fællesskab, der er på landets væresteder. 

Det er på initiativ af Brugerrådet i Landsforeningen af Væresteder, at der igen afholdes en dag tilegnet landets væresteder. En national fejringsdag, som vi kender fra f.eks. “Grundlovsdag” og “Mors eller Fars dag”. I Brugerrådet sidder værestedsbrugere fra hele landet. De forstod ikke, hvorfor værestederne ikke har en årlig dag, hvor man sætter fokus på værestedernes indsats og deres værdi for værestedsbrugerne.

Hvorfor morgenfruer?

For Brugerrådet var det vigtigt at vælge en blomst, som vækker lys og glæde og dermed skaber associationer til den betydning, som værestederne har for værestedsbrugerne. Morgenfruen var det oplagte valg, da den gulorange krone lyser op som en sol og giver håb for fremtiden. Planten er også kendt som en robust plante, der kan trives i al slags jord. Desuden håber man med initiativet at kunne styrke biodiversiteten og de trængte insekter.

Hos Landsforeningen af Væresteder glæder man sig til at se morgenfruen fylde i bybilledet: “Vi håber, at man i hele landets byer vil kunne se morgenfruer. Det er jo en smuk blomst med et endnu smukkere budskab,” siger Marika Sabroe, projektleder i Landsforening af Væresteder i en pressemeddelelse til Her På Øen.

Foto: Her På Øen.