Af Dorit Glintborg
Aldi i Nykøbing lukkede for sidste gang kl. 16.00 i går.
Dermed er det fortid at blive hilst med teksten ”Hej, dejligt at se dig!” i indgangspartiet til det lokale supermarked.
Sidste åbningsdag var sat til i dag, 2. marts.
Butikschef Christian Skou Nielsen fortæller til Her På Øen, at der i går eftermiddag var så få varer tilbage, at man valgte at lukke.
- Der var mange inde at kigge, men ingen købte rigtigt noget, så vi kunne ligeså godt lukke, fortæller han.
Siden ophørsudsalget startede, har Christian Skou Nielsen og hans personale trinvis afkortet butiksarealet, så det harmonerede bedre med det faldende antal varer. Ved lukketid i går var kun en fjerdedel af den oprindelige butik i brug.
- Det var noget sjovere, da vi åbnede, fastslår Christian Skou Nielsen overfor Her På Øen om den travlhed, der de seneste mange uger har været kendetegnende for hans og hans ansattes hverdag.
Butikschefen har fået besked på at gøre butikken klar til overdragelse til Coop så hurtigt som muligt, og han har en liste over ting, der skal gøres.
Ud over den fysiske tømning og rengøring af det store butiksområde, har Christian Skou Nielsen også ansvar for sine ansatte, som han stadig bruger tid på at snakke med og skriver anbefalinger til for deres vej videre efter Aldi.
Han regner med, at butikken kan være klar til overdragelse til Coop indenfor få dage.
Som han siger:
- Vi har jo vidst et stykke tid, at vi skulle lukke, så nu bliver det rart at få en afslutning.