Af Dorit Glintborg

dorit@herpaaoeen.dk

 

I dag blev der skrevet et nyt kapitel i Morsø Turistbureaus snart 100-årige historie i Nykøbing, da flyttedagen fra Havnen 4 oprandt.

Efter at have haft til huse på havnen i mange, mange år har medarbejderne på turistbureauet de seneste måneder haft travlt med at pakke sammen og flytte til nye lejede lokaler i gågaden i Nykøbing.

Det sker, efter at Morsø Kommune har solgt bygningen Havnen 4 til andet formål.

Nu bor Morsø Turistbureau til leje hos Kirsten og Bent Jensen og i Vestergade 10, og turistchef Bente Kristensen takkede udlejerparret varmt for både velkomst og stor hjælp i forbindelse med indflytning.

På billedet herunder klipper Bent Jensen den røde snor.

  • Teamet fra Grøn Mors har også ydet en kæmpe indsats, og knoklet for os, og mine egne medarbejdere har arbejdet rigtig mange ekstra timer for at få flytningen på plads.

 

– Nøglerne til Havnen 4 er afleveret, og vi har sagt farvel til den skønneste plet på Mors, fortsatte Bente Kristensen:

  • En streg er sat, og vi kigger ikke tilbage, men fremad. Vi er dog udfordret med logistikken hvad angår både cykeludlejning og havneaktiviteter, og hvad angår økonomi, men vi græder ikke, vi tager udfordringen op.
  • Vi bidrager gerne til flere besøgende i gågadens butikker. Sidste år havde vi på Morsø Turistbureau i alt 25.139 igennem vores ekspedition.
  • Tænk, hvis samme antal besøger os her i Vestergade og køber for blot 100 kr. pr person. Det vil give en meromsætning på 2,5 millioner. Der skal så lidt til for at lave en meromsætning, og vi ved, at vi har gæster nede hos os, som ikke normalt ville komme i gågaden, så det er faktisk ikke bare for sjov, understregede øens turistchef i sin åbningstale i Vestergade 10 onsdag formiddag.

 

Her På Øen deltog i åbningen fra kl. 10.00 og en time frem. Der kan derfor sagtens være dukket nye ansigter op blandt de mange besøgende siden. Men i den første time så Her På Øen ingen af medlemmerne i kommunalbestyrelsen på Mors, hvor et flertal har stemt for et salg af den bygning på Havnen, turistbureauet har haft til huse i indtil i dag.

Borgere har demonstrereret imod planerne, og der har været underskriftsindsamlinger. Ingen af delene har forhindret den flytning, der i dag blev en realitet for Morsø Turistbureau.