Der kan være håb om kortere ventetider for de nordjyder, som lige nu venter på enten psykiatrisk udredning eller behandling. I den politiske aftale om en 10-årsplan for psykiatrien er der afsat penge til en kapacitetspakke netop for at modvirke de stigende ventetider og sikre overholdelsen af udredningsretten. Region Nordjyllands andel af pengene svarer til ca. 8. mio. kr., og Regionsrådet har besluttet, hvad pengene skal bruges til.
I 2023 sættes der 4,5 mio. kr. og 2 mio. kr. af til ekstra patientrettede stillinger i henholdsvis Børne- og Ungdomspsykiatrien og Voksenpsykiatrien. Derudover er der afsat 1,5 mio. kr. til en ny praktiserende speciallæge i børne- og ungdomspsykiatri.
– Det er en tiltrængt tilførsel af ressourcer til et område, hvor vi i de senere år har set stigende ventetider inden for især børne- og ungdomspsykiatrien. Derfor forventer jeg også, at vi kan få sat en prop i og få vendt udviklingen, så man hurtigere kan få hjælp til at blive udredt og behandlet, siger Vibeke Gamst (K), formand for Psykiatri- og Socialudvalget i Region Nordjylland i en pressemeddelelse til Her På Øen.
Modelfoto: Her På Øen.