Af Dorit Glintborg
Hvis ikke børnene på en naturfriskole skulle have både fod og hånd på udsmidte juletræer, hvem skulle så?
På Naturfriskolen på Nordmors havde eleverne i nulte, første og anden klasse forleden travlt med at omdanne folks kasserede juletræer til ophæng af fuglefoder.
På den måde går de mange fældede grantræer ikke helt til spilde, når fuglene nu kan nyde godt af de fuglekugler, børnene har lavet med smeltet fedtstof og masser af gode frø i.
Som billederne viser, blev juletræerne savet i passende længder til at kunne hænges op i træer med en fuglekugle i.
Gryden med mad til fuglene blev rørt grundigt, før den smeltede masse blev hældt i kopper til senere ophæng ved Naturfriskolen.
Fotos: Naturfriskolen.