Af Dorit Glintborg

dorit@herpaaoeen.dk

 

  • Idéen var så god, at vi kun kunne tilslutte os den. Derfor valgte vi at stille Bankohallen gratis til rådighed.

Sådan siger formand for DUI Leg og Virke i Nykøbing, Poul Olsen til Her På Øen om den musikcafé, der fredag den 10. februar finder sted i Bankohallen i Nykøbing.

For musikken denne aften står Anders Munch fra bandet Munch & Broderskabet, som i mange år har levet af at kopiere hele Danmarks Kim Larsens elskede sange.

For idéen til konceptet står Anders Munch sammen med musikbureauet Musikerbørsen, som kontaktede Poul Olsen med tilbuddet om Mindeaften for Kim Larsen med det velgørende islæt i arrangementet, at overskuddet skal gå til udsatte børn, unge og voksne samt ensomme ældre.

  • Det kunne vi jo kun synes godt om, og derfor danner Bankohallen rammen om Musikcafé den 10. februar, fortæller Poul Olsen.

Konceptet til musikcaféen er landsdækkende, og musikcaféen afholdes således mange andre steder end Mors.

Overskuddet fra de forskellige arrangementer fordeles af en komité under Musikerbørsen.

  • Og vi vil da helt klart presse på for at få nogle penge her til øen til nogle af de områder, vi har kendskab til, er relevante i den her forbindelse, fastslår Poul Olsen overfor Her På Øen.

DUI Leg og Virke opstiller en bar i Bankohallen med salg af sodavand, øl, pølser og popcorn.

Diskotek A Team varmer op inden Anders Munch, og spiller også bagefter.

Poul Olsen glæder sig over, at der allerede nu – hvor man knap nok er begyndt at reklamere for arrangementet – er solgt omkring 50 billetter.