Nykøbing Mors Andelsboligforening er bekymret for, at der kan opstå fugtskader, hvis boligforeningens beboere ikke skruer op for varmen, i takt med de faldende temperaturer.

  • Vi vil gerne, at der er et sundt indeklima i vores boliger. Både af hensyn til vores beboere og selvfølgelig også vores boliger.

Husstøvmider og skimmelsvampe trives bedre ved temperaturer under 20 grader i hjemmet, og det kan påvirke helbredet i form af fx allergi, skriver boligforeningen på sin hjemmeside.

 

Derfor har boligforeningen samlet nogle gode råd til, hvordan fugt kan undgås i boligen.

Rådene er almene, og derfor gengiver Her På Øen dem her nedenfor:

Tør tøj udenfor, i tørrekælderen eller brug tørretumbleren.

Brug emhætte ved madlavning. Luft ud ved madlavning hvis der ikke er emhætte.

Brug mekanisk udluftning i badet, hvis det er muligt og luft ud efter bad.

Tør op efter bad (gerne med skraber).

Holde en jævn temperatur i hele boligen og minimum 18-20 grader.

Aftør vinduer hvis der er fugtdannelse.

Luft ud i 5 min 3 gange om dagen – gerne med gennemtræk (også selvom det regner og det er vinter).

Placer møbler med afstand til ydermure

Ingen opvarmning med alternative muligheder (Zibro-ovne og gasovne), da de afgiver meget fugt og sod i boligerne.

Luftfugtighed kan måles med et hygrometer. I flere af vores boliger er vi i gang med at opsætte hygrometer i entreen. Et hygrometer kan købes for billige penge i byggemarkeder. Luftfugtigheden bør ikke overstige 70%.

Foto: Modelfoto fra Skarregaard: Her På Øen.