Af Dorit Glintborg
At de fleste af os i denne tid holder ekstra øje med termometret, og hellere tager en ekstra trøje på, end at skrue op for varmen, er ingen nyhed.
Heller ikke er det nyt for nogen, at der i disse tider gåes efter tilbud og rabatter, når der købes ind.
Men nogen har det så svært i krisen, at de ikke kan få det til at hænge sammen ved at spare.
Til de mennesker tilbyder Næstehjælperne Thy & Mors en hjælpende hånd i form af madvarer eller brænde og varmt tøj.
På Vils og Omegns Borgerforenings Facebookgruppe skriver næstehjælpernetværket, at der er stillet et madskab op på Frøslevvang 11, som skal fungere både som leveringssted og afhentningssted.
De, der kan undvære mad eller brænde, kan lægge det i skabet, hvorfra de, der trænger, så kan tage det.
Der er tale om et privat initiativ, som ifølge kontaktperson Lissy Juliane Mikkelsens Messenger-svar til Her På Øen er en Facebookgruppe.
I opslaget på Facebook skriver hun blandt andet, at situationen ude i de fattigste familier er kritisk.
Vils og Omegns Borgerforening fortæller til Her På Øen, at den ikke har noget at gøre med næstehjælperinitiativet.
Min Købmand i Vils har sagt ja til at donere overskudsvarer til formålet.
Købmand Leo Dybdal siger til Her På Øen, at det altid er positivt, når nogen vil hjælpe andre, og han har derfor lavet aftale med Lissy Juliane Mikkelsen om at afhente eksempelvis brød og frugt, der ikke er blevet solgt ved lukketid.
Han gør opmærksom på, at man hos Min Købmand i Vils kun har et minimalt spild af madvarer, fordi forretningen selv hver dag nedsætter både brød og frugt, der har kort holdbarhed. Dette initiativ er der mange kunder, der gør brug af.
Men skulle der være lidt til overs, er det aftalt med Næstehjælperne, at de kan afhente det ved købmanden til videre placering i det omtalte madskab.
Foto: Dorit Glintborg.











































