Af Dorit Glintborg

dorit@herpaaoeen.dk

 

Dansk Folkepartis eneste medlem i kommunalbestyrelsen på Mors har skiftet parti, og har meldt sig under fanerne hos det tidligere Venstremedlem, Inger Støjbergs nye parti.

Det skriver Meiner Nørgaard på sin Facebookside.

Her På Øen har naturligvis forsøgt at få en uddybende kommentar fra den lokale politiker, men i skrivende stund er det ikke lykkedes.

På sin Facebookside skriver Meiner Nørgaard: ”Ja, det er rigtigt, at jeg har meldt mig under fanerne hos Danmarksdemokraterne. Der er brug for at Christiansborg får nyt fokus på alle os der bor i landdistrikterne, at vores landbrugserhverv behandles ordentligt og anstændigt, og at der føres en stram og fair udlændingepolitik. Alt det og meget mere godt står Inger Støjberg for. ”

Dermed slår Meiner Nørgaard følge med mange andre Dansk Folkeparti-medlemmer, som det seneste halve år har forladt partiet, som formand Morten Messerschmidt kæmper for at bevare.

Meiner Nørgaard sagde i juni måned til Her På Øen, at Morten Messerschmidt ifølge hans opfattelse ikke kunne klare formandsopgaven bedre, end han gør.

  • Jeg ville nødig være i hans sko, lød det, og da Her På Øen spurgte, om Meiner Nørgaard havde i sinde at blive i Dansk Folkeparti og hjælpe partiet på fode igen, lød det: Jeg er medlem af Dansk Folkeparti i dag, og det er jeg også i morgen.

Men ifølge Meiner Nørgaards egne ord på vor tids offentlige opslagstavle (Facebook, red.), har piben nu fået en anden lyd.

Her På Øen ville gerne have spurgt kommunalpolitikeren om loyalitet i forbindelse med sit parti, men det har som nævnt ikke været muligt at få kontakt.

Arkivfoto fra et nyligt kommunalbestyrelsesmøde: Her På Øen.