Af Dorit Glintborg

dorit@herpaaoeen.dk

 

De fleste af os mærker efterhånden de økonomiske udfordringer i dagligdagen for tiden. Når vi er på indkøb, skal der tjekkes tilbud, og når vi er hjemme, skruer vi mere ned for varmen, end vi måske tidligere ville have gjort.

 

Også i Jyske Bank Nykøbing mærker de fleste kunder konsekvensen af krigen i Ukraine. Afdelingsdirektør Chris Lundquist siger til Her På Øen, at nogle først vil komme til at mærke vinterens varmeprisstigning ved årsskiftet, hvor den lokale fjernvarme står til at stige med 250 procent.

  • Vi ser lige nu store varmeudgifter til gas, som bliver trukket fra kundernes budgetkonti. En typisk opkrævning for naturgas for de kommende to måneder ligger omkring 18.000-20.000 kroner, for nogle højere. Hertil skal lægges en højere elpris, så det er næsten ”den perfekte storm” til en energikrise, der kommer til at påvirke alle husstande, fastslår Chris Lundquist.

Her På Øen spørger afdelingsdirektøren til, hvordan de enkelte kunder klarer de høje prisstigninger, og hertil svarer Chris Lundquist, at mange af Jyske Banks kunder heldigvis har så stærk en økonomi, at de stigende priser højst betyder en aflyst skiferie til Østrig.

Han tilføjer dog, at der også findes kunder, som på grund af de store prisstigninger må omlægge hele deres tilværelse.

  • Vi forsøger at hjælpe, men anbefaler kunderne – i det omfang, hvor det er muligt og nødvendigt – at rette henvendelse til energiselskabet for at benytte Folketingets ordning om at låne den del af energiregningen, som overstiger sidste års pris. Beløbet kan lånes over fem år til en rente på to procent, oplyser Chris Lundquist.

Endnu har Jyske Bank ikke haft så mange henvendelser fra kunder, der direkte efterspørger hjælp fra deres bank, men mange spørger til lånemuligheder til energiforbedringer af boligen.

  • Her har vi et attraktivt energiforbedringslån, som kan være med til at finansiere, at kundens bolig bliver billigere at opvarme, fortæller afdelingsdirektøren i Jyske Bank Nykøbing.

Han tilføjer, at grundpræmissen med at drive bank altid er, at banken skal kunne sandsynliggøre, at kunden kan betale pengene tilbage:

  • Man vil desværre nok komme til at se nogle kunder, som bankerne er nødt til at sige nej til. Men her skulle ordningen med lån hos energiselskaberne gerne være med til at hjælpe kunderne. Vi vil dog altid gerne være med til at se på mulighederne sammen med vores kunder.

Gå dine faste udgifter igennem med en tættekam og spar op til 1000 kroner om måneden.

Helt overordnet set råder afdelingsdirektøren i Jyske Bank alle til, i disse krisetider, at se deres faste udgifter igennem.

Som regel er der nogle udgifter, der kan skæres væk.

  • Vores erfaring er, at mange kunder i dag har TV-pakker, streamingtjenester og abonnementsordninger, som de slet ikke bruger, og måske helt har glemt, at de her. Her vil mange kunne finde op til 1000 kroner at spare om måneden, og de vil jo i denne tid i de allerfleste tilfælde falde på et tørt sted, fastslår Chris Lundquist.

 

Her På Øen takker for de gode råd i en økonomisk krisetid, og rådene er hermed givet videre til læserne.

Foto: Her På Øen-foto af Chris Lundquist sat ind i et Her På Øen-foto af Legind Bjerge.