Af Dorit Glintborg
Flere udviklingshæmmede er kommet hjem til øen igen.
Et nyt bofællesskab for voksne udviklingshæmmede blev torsdag eftermiddag indviet i Nykøbing.
Det er Bofællesskabet Smallegade, der har udvidet om i Ringsgade, hvor der nu er indviet seks nye lejligheder.
Dermed er antallet af beboere i Bofællesskabet Smallegade oppe på i alt 10.
Alex Ljungberg er leder af det kommunale bofællesskab, og han nød sammen med socialudvalgsformand Henning Sørensen og de 10 beboere gårsdagens indvielse, hvor der var balloner og flag i gården.
Herunder ses Henning Sørensen til venstre sammen med Alex Ljungberg.
Nogle af de nytilflyttede i Bofællesskabet Smallegade er med flytningen hertil kommet hjem til Mors igen.
Morsø Kommune har ikke haft tilstrækkeligt med pladser til voksne udviklingshæmmede, og derfor har nogle måttet bo i bofællesskaber i Thisted.
Ved udvidelsen i Smallegade/Ringsgade har kommunen nu fået mulighed for at ”hente sine borgere hjem” igen.
Én af de nye beboere i Smallegade er 23-årige Lasse Jagdis Fly Andersen, som for tre måneder siden kunne rykke teltpælene op fra Bofællesskabet Kvisten i Thisted, for at flytte i en af de nye lejligheder og dermed komme hjem til øen igen.
Lasse Jagdis Fly Andersen er opvokset i Vils, og ved den officielle indvielse af de nye lejligheder har han også besøg af forældrene, Sonja og Jimmi Andersen.
De er glade for at have fået sønnen tættere på.
Så kan de besøge ham i Nykøbing. Og han kan besøge hjemmet i Vils.
At Lasse ikke har bil, er ikke nogen hindring, fortæller forældrene.
- Lasse har altid været meget fysisk aktiv, og han cykler gerne, fortæller forældrene til Her På Øen.
Jimmi Andersen har en helt speciel anekdote: Da sønnen var omkring 15 år, og en dag måske kedede sig lidt, spurgte han sin far, hvad han syntes, han skulle give sig til. Faderen svarede i sjov: Du kan jo løbe en tur til Nykøbing.
- Efter et godt stykke tid, undrede vi os over, hvor Lasse var. Han var ingen steder at finde derhjemme. Da han så kom hjem, og vi spurgte, hvor han havde været henne, lød svaret: Jeg løb en tur til Nykøbing. Det var jo det, du foreslog! Jeg var for resten også lige et smut omkring Jesperhus.
Den unge mand ses her med en pokal, som han for nylig har vundet i sportsgrenen floorball.
Lasse Andersen viser glad Her På Øen rundt i sin nye lejlighed, der er rummelig og lys, og hvor man har sit privatliv, samtidig med en viden om, at der er nogen i nærheden, hvis man har brug for at snakke.
Leder Alex Ljungberg fortæller, at man i Bofællesskabet Smallegade gør en dyd ud af at inddrage beboerne mest muligt i hverdagens aktiviteter.
- De skal ikke bare parkeres. Vi gør rigtig meget ud af inklusion, og vores beboere er dagligt ude i samfundet omkring os. De har jo også beskæftigelse forskellige steder, hver især, fastslår han.
Det er i øvrigt ikke personalet i Bofællesskabet Smallegade, der hjælper beboerne.
Det er beboerne, der hjælper personalet.
- Beboerne har chefhatten på i køkkenet, når vi laver mad, og så kan de spørge os til råds, hvis det er nødvendigt, fortæller Alex Ljungberg.
Der bor som nævnt 10 voksne udviklingshæmmede i Bofællesskabet Smallegade, og der er i alt seks ansatte.
Herunder kan du læse den tale, Henning Sørensen som formand for Socialudvalget i Morsø Kommune holdt ved gårsdagens indvielse:
Kære beboere, pårørende og personale
Stort tillykke med det flotte byggeri
og tak fordi jeg må være med til at fejre det.
Jeg ved godt, at I nok hellere vil hen til pølsevognen,
end at høre på en tale.
Men jeg vil nu alligevel gerne lige sige nogle ord.
For det er da stort, at I kan flytte ind i noget nyt og lækkert.
Og I har sikkert glædet jer til at vise det frem
til familie, venner og andre gæster.
Nogle af jer synes sikkert også,
det er spændende at indrette den nye lejlighed.
Det glæder mig, at Bofællesskabet Smallegade
får disse nye skønne boforhold.
Og I har fået 6 nye lejligheder –
og fælleshuset skulle også gerne stå klar inden jul.
Og det handler netop om fællesskab her hos jer.
Og med de nye lejligheder bliver fællesskabet udvidet.
Der bliver plads til nogle flere.
Det er spændende, og jeg håber,
at de gamle beboere vil tage rigtig godt imod de nye.
Jeg er glad for, at vi har et tilbud som jeres i Morsø Kommune.
Her er plads til trivsel, og mulighed for,
at I beboere kan leve et ordentligt og godt liv.
Et liv, som I og jeres nærmeste er med til at tilrettelægge
og har indflydelse på.
I er en del af livet i kommunen og bidrager til det.
Og I får støtte og gode råd fra det dygtige personale.
Både til de store ting i livet og til burger-bøffen eller en tur i biffen.
Nøgleord for dette sted er gensidig respekt og indflydelse på eget liv
-og her er plads til forskellighed.
Det mener jeg er rigtig gode værdier,
som er med til at skabe den trivsel,
som gør det godt at bo et sted.
Alle jer, der har været involveret i byggeriet,
skal selvfølgelig også have tak
for det flotte arbejde.
Nu har vi nogle nye lejligheder,
som kan danne rammen
om gode liv mange år fremover.
Og nu tror jeg snart, at pølsevognen kalder,
så jeg vil slutte med igen at sige tillykke.
Jeg håber, at I kommer godt på plads
I jeres nye hjem
og at ønske jer rigtig god fornøjelse med de nye rammer!