Randers Kammerorkester kommer igen til Mors. Denne gang med 14 musikere søndag den 25. september kl. 19.30 i Musikværket, Gasværksvej 60, Nykøbing.

Denne gang skal vi lytte til Ludwig van Beethoven: Strygekvartet nr. 13, op. 130 og
George Onslow: Nonet op. 77a for blæserkvintet, violin, bratsch, cello og kontrabas.

Beethoven skaber i sine sidste seks strygekvartetter en fortælling om livet og om det at være menneske. Kvartetterne indeholder både de lyse og mørkere sider af tilværelsen og såvel det sprudlende, energiske og jordiske som det lyriske, blide og sårbare. Livet leves i kontrasterne, og skønheden i Strygekvartet nr. 13 eksisterer kun i kraft af dets modsætning. Tonerne til den afsluttende sats blev de sidste fra Beethovens hånd. Nogle få måneder senere gik borgerne i Wien i fakkeltog for at mindes den nu afdøde komponist.

Traditionen efter Beethoven levede videre i George Onslow, der fik tilnavnet ”den franske Beethoven”. Med ni instrumenter skaber Onslow i sin Nonet en næsten symfonisk lyd, men samtidig kan man også opleve det tætte og intime sammenspil mellem de enkelte instrumenter.

Det bliver altså en meget varieret koncert, Randers Kammerorkester spiller for os, så der er særdeles god grund til at komme og lytte til denne fine musik.

Billetter købes som altid via hjemmesiden eller ved indgangen, oplyser formanden for Morsø Teaterkreds, Jørgen Bruun Christensen.

Pressefoto.