Af Dorit Glintborg
Et par morsingboer er i weekenden kørt galt i Thy. Heldigvis er der i ingen af tilfældene sket alvorlig personskade.
Det oplyser Henrik Skriver Jensen, Midt og Vestjyllands Politi til Her På Øen.
Fredag eftermiddag havde en 19-årig mand fra Øster Jølby et voldsomt trafikuheld på Åsvej, hvor han kørte i retning mod Vildsund.
Af ukendte årsager mistede han herredømmet over bilen, som først kom over i den modkørende vejbane, derefter ramte hjørnet af autoværnet, og til sidst fortsatte ned af en to meters skråning, hvor bilen stoppede mellem nogle træer.
Det voldsomme solouheld skete kl. 16.42 fredag.
Den unge morsingbo bag rattet slap uskadt, hvilket ifølge politiet var heldigt, hændelsesforløbet taget i betragtning.
Der var ikke umiddelbart mistanke om spirituskørsel.
Det var der derimod i tilfældet med en 26-årig mandlig bilist, også fra Mors, der natten til lørdag kørte galt i personbil på Vestervigvej i Hassing.
Denne bilist fik taget blodprøve, men hverken han eller en passager i bilen kom noget til.
Der foreligger ikke detaljerede oplysninger om uheldets karakter.
Pressefoto: Rigspolitiet.