Kulturmødet ser tilbage på et rekordår, hvor mere end 32.000 lagde vejen forbi. To nye områder dedikeret til børn og unge så dagens lys, og åbningstiden blev udvidet, så lørdag aften var med.

Kulturmødets direktør, Trine Bang, glæder sig over udviklingen, og er taknemmelig for publikums opbakning.

“Årets Kulturmøde står skarpere end nogensinde. Vi har investeret i to nye områder, udvidet åbningstiden, og gjort det på bagkant af to år med hybride formater. Så det har selvfølgelig ikke været uden premierenerver. Derfor betyder det alt, at publikum, arrangører og samarbejdspartnere kvitterer med så overvældende en opbakning “.

Trine Bang glæder sig allerede til 2023

“Vi slår fast, at det er her, samtalen om kunst og kultur foregår. Det er her, kulturlivet danner netværk, bliver klogere og lade sig inspirere på tværs af brancher. Og så viser vi, at det danske kulturliv er helt ufatteligt slagkraftigt, når vi samles. Vi er lykkes med at bringe nye stemmer og organisationer ind i kulturdebatten, og den udvikling skal vi fortsætte med næste år”.

“Den opbakning, publikum har vist, er overvældende. Mere end 2.500 skolebørn fra hele Mors har danset flamenco og gået parade. 5.000 mennesker var samlet til de to store koncerter med Katinka og Hugorm, og vi har været samlet om store oplevelser med landets fineste klassiske musikere, og stærkeste stemmer”, afslutter Trine Bang i en pressemeddelelse til Her På Øen.

Citater fra Kulturmødets formand og næstformand:

Borgmester for Morsø Kommune og formand for Kulturmødets bestyrelse, Hans Ejner Bertelsen supplerer:

– Kulturmødet Mors er for alvor tilbage. Det, at kunne mødes fysisk, se hinanden i øjnene, mærke stemningen på pladsen, blive overrasket på vejen og hele tiden føle, at man går glip af noget – det har været savnet.

Kulturmødets betydning for Mors kan næsten ikke undervurderes. Udover at være med til at forandre samtalen om Mors som værende en kultur- og oplevelses-ø – så åbner det døre hos fonde, skaber interesse fra virksomheder og nysgerrighed fra potentielle tilflyttere.

Jeg er derfor meget stolt over morsingboernes opbakning og den nationale tilslutning. Vi er vokset både i kvalitet og antal – og derfor skal der også lyde en stor tak til organisationen bag og til de mange frivillige, som har hjulpet til. Nu skal der pustes ud – og så skal vi se på, hvordan vi kan være endnu bedre værter næste år.

Mads Duedahl, regionsrådsformand i Region Nordjylland og næstformand for Kulturmødets bestyrelse runder af:

– Det har været en stor oplevelse at være tilbage på Kulturmødet, som vi kender det. De sidste dage er vi blevet mindet om, hvor afgørende kunsten og kulturen er for os som mennesker. Det gavner vores mentale trivsel, det styrker fællesskaberne, og det giver os livsindhold, perspektiv på verden og gode oplevelser. Vi har også set, hvordan kunsten og kulturen kan bidrage til den grønne omstilling og til nye perspektiver på sundhedssektoren. Jeg er sikker på, at alle tager herfra fyldt op af inspiration og ny ideer til ting, de vil opleve mere af eller udforske nærmere.

Foto: Per Bille.