Beboerne i det sydøstlige område af øen får nu en chance for at vise hinanden og omverdenen på Facebook, hvordan de oplever deres egn.

Assels Sillerslev Beboerforening fik ideen, og Region Nordjyllands pulje ”Kultur i Nærheden” synes, den er så god, at den støtter med 25.000 kr.

 

I al sin enkelhed går ideen ud på, at beboere eller andre, der færdes i området, med deres mobil tager billeder i naturen, af bygninger eller af mennesker. Billederne lægges løbende ud på en facebook-side. Nogle vises på en info-skærm i dagli’brugsen i Øster Assels, ligesom nogle vil blive brugt i forbindelse med gåture og foredrag i løbet af forår, sommer og efterår 2023. Foreløbig er to lokale kunstnere tilknyttet denne del af projektet med den samlede titel ”Mit lokalområde i fotos, musik og fortælling”.

Den lokale folkemusiker Lars Kristensen, Thissinghuse skal indvie deltagerne i spillemandsmusikken og krydre foredrag i forsamlingshusene i Vester- og Øster Assels og hos Kulturkøbmanden i Sillerslev, mens fortæller og formidler Else Mathiassen fra Nykøbing formidler foredragene, der bygges op gennem samtaler mellem lokale, der kender stedernes historie og de mange anekdoter, der knytter sig til dem.

Fotos, gåture og foredrag fokuserer på hhv. Øster Assels, Hesterørodde og Lund med voldsted og Lundgårdene, Vester Assels, Thissinghuse, Thissinghuse Købmandsgård, Vester Assels Teglværk, Sillerslev med havnen og Sillerslevøre samt Blidstrup med efterskole og kirke.

I perioden 24. marts til 10. juni 2024 reserverer Strømpehusets galleri i Øster Assels tid og plads til en udstilling med udvalgte billeder fra de forhåbentlig mange bidragydere.

Alle kan være med

– Næsten alle har en mobiltelefon og kan derfor let deltage i den del af projektet, der omhandler fotografering. Det er vores håb, at deltagerne derved også bliver nysgerrige og interesseret i være med, når billederne bliver præsenteret ved gåture, foredrag og udstilling, lyder det fra initiativtagerne, der foruden den lokale beboerforening er Borgerhuset i Øster Assels og Øster Assels-Blidstrup sogns Menighedsråd.

– Vi har en del aktive, som gerne vil deltage i gåture. Andre vil kun være til stede for at lytte til foredrag, da der er mange ældre i området, men ved at gøre begge dele kan alle få glæde af projektet. Vores målsætning er, at halvdelen af beboerne er med på den ene eller den anden måde, fortæller en af initiativtagerne, Jytte Søndergaard, der er med i Borgerhusets bestyrelse.

– Vi er rigtig glade for, at regionens kulturpulje synes, vi har fået en god ide, der for små penge forhåbentlig kan involvere mange lokale på den ene eller den anden måde og samtidig skabe forankring og interesse for vores område, siger hun i en pressemeddelelse til Her På Øen.

Foto af kæret i Øster Assels: Jytte Frederiksen.