Her På Øen bringer her i skrift den Grundlovstale, Morsø Kommunes borgmester, Hans Ejner Bertelsen holdt den 5. juni.
Her På Øen takker Poul Østergaard, Morsø Venstre.
Her er talen:
Så er vi samlet på Grundlovsdag igen.
Det er altid dejligt – og især dejligt fordi det igen er muligt for os at samles om denne fine tradition vi har i Venstre på Mors.
Tilmed på en dejlig dansk sommerdag, hvor vejret er med os.
Sådan en dag kan man kun være taknemmelig over, at vi kan nyde det privilegium, det er at kunne mødes som borgere i et frit, fredeligt demokratisk land.
Et land, der netop har bekræftet, at vi vil leve i et fredeligt og tillidsfuldt samliv med vore naboer.
Et land, der vil passe på den frihed, vi aldrig må tage for givet.
Da vi sidste år var samlet på Nordmors for at fejre Grundlovsdag, startede jeg med at sige, at jeg ikke ville give Coronaen ret meget omtale i min tale.
Men jeg måtte erkende, at det ikke kunne undgås, da pandemien havde fyldt så meget og påvirket os så meget, at den måtte blive en del af talen.
Da jeg satte mig til tasterne for at skrive 2022-talen, havde jeg en forestilling om, at jeg ville skrive en tale der ikke var ”fyldt” med Ukraine, Rusland og Putin.
Det må jeg så også erkende er en umulighed.
For mindre end et år siden anså vi krig i Europa som noget utænkeligt.
I dag er vi alle påvirket af Putins og Ruslands aggressive og grusomme adfærd over for et naboland.
Og hvis vi et øjeblik ser bort fra, at krigen medfører dyrere energi og dagligvarer for os alle sammen – så viser krigen og de russiske politikeres argumenter for at overfalde Ukraine, hvad det er der er på spil, når blindt magtbegær overtrumfer menneskers ret til at leve i frihed.
Netop på denne Grundlovsdag – med en krig, der raser på europæisk grund – ser vi et lysende og skræmmende bevis på, hvor dyrebar friheden og demokratiet er for et land, og jeg er glad og stolt over, at Danmark sammen med vores allierede i NATO og EU kan støtte og hjælpe den ukrainske befolkning i denne svære tid.
Og jeg er stolt over, at vi har taget godt imod flygtninge fra Ukraine.
Vi har set, hvad ukrainernes stærke sammenhold betyder for den ukrainske forsvarsindsats og for borgernes vilje til at prøve at stå krigens rædsler igennem.
I sådan en tid skal vi også i resten af Europa huske betydningen af at stå sammen og styrke vores demokrati.
Den ukrainske modstand er enestående.
Man kunne spørge: Hvordan i alverden kan de gøre det?
Mit bud skal være, at det for det første skyldes, at de har prøvet i tidligere generationer at leve under et totalitært styre, hvor retsprincipper blev trådt under fode, og hvor den enkeltes frihed derved blev meget begrænset.
Noget andet, jeg tror, er medvirkende til at de kan kæmpe, som de gør, er, at de har forholdt sig til truslen.
At de har erkendt, at friheden ikke var en selvfølge.
At de har taget truslen så alvorligt, at de også har øvet sig på at gå imod den med militær magt.
Endelig spiller ukrainernes tydelige fædrelandskærlighed ind.
Hvad angår det sidste – fædrelandskærligheden – tror jeg sagtens, vi kan måle os med ukrainerne.
Jeg tør godt fastslå, at danskerne generelt er både glade og stolte af Danmark og af at være dansker.
Dog er det næppe ret mange af os, der konkret har forholdt sig til risikoen for, at vi kunne blive inddraget i en krig.
Men verden er forandret: Hvis Putin – dog mod al forventning – skulle gå helt bersærk, kunne Danmark i værste fald blive inddraget i en krig, også indenfor Danmarks grænser.
Kunne vi kæmpe på samme måde med en værnepligt på ganske få måneder, og et forsvar, der ikke har haft den store politiske bevågenhed?
Det er et stort spørgsmål.
Jeg tror dog at svaret er, at vi med de seneste måneders oplevelser i klar erindring ville kunne kæmpe.
På en uhyggelig baggrund ville en linje fra en gammel sang fået ny aktualitet: ”De skal vide, de aldrig ser de sidste, de skal vide at ingen bliver træt.”
Det er sagt mange gange, at vi ikke må tage danskernes frihed og vores demokrati for givet.
Det er der formentlig heller ikke mange, der gør i en tid som denne, hvor trusler mod netop en befolknings frihed dagligt bliver udfordret ikke ret langt herfra.
Demokratiet og retten til at debattere er noget dyrebart.
Noget, vi skal passe på.
En ret, der skal sikre, at alle kan komme til orde og få deres synspunkt hørt i den offentlige debat.
Det er en ret, danskerne har taget til sig.
Der bliver debatteret vildt på alle ”platforme”, som det vist hedder i dag.
Men når der er så mange muligheder for at komme til orde, indebærer det for mig at se også en risiko.
Sat lidt på spidsen skal vi jo ikke bare debattere, fordi det er muligt.
Og vi behøver jo ikke sætte alt til debat og sætte spørgsmålstegn ved alt.
Som jeg hørte en folkeskolelærer sige” ”Nu er det lige før, vi i geografitimerne skal drøfte, hvor Hjørring egentlig ligger”.
Den politiske debat har også ændret sig – ikke mindst i takt med, at debatten er blevet så mediestyret, som den er.
Vi politikere må desværre erkende, at det er medierne, der bestemmer, hvad vi drøfter i dag.
Og det er ikke altid de emner, der er vigtige for nationen, som fylder i mediebilledet.
Pressens konstante sult efter udtalelser, nye fortolkninger og meninger har givet eksperterne kronede dage.
Til gengæld er pladsen ofte blevet trang for dem, der faktisk véd noget om emnet fra deres arbejde og deres hverdag.
Det får mig til at citere Grundtvigs ”Er lyset for de lærde blot” – hvor han bl.a. skriver: ”…og solen står med bonden op, slet ikke med de lærde, oplyser bedst fra tå til top, hvem der er mest på færde”.
Det Grundtvig siger er, at oplysning skulle være for alle, deri er vi jo i dag enige, men jeg vil tillade mig at bruge hans ord for at sige at, alle skal også have en mulighed for at få sin mening hørt.
Jeg oplever det som om det er blevet vigtigere at have de rigtige meninger end det er at fremsætte tanker og visioner, der rent faktisk kan blive til virkelighed.
Med fare for at komme til at lyde negativ føler jeg, at den sunde fornuft ofte er fraværende, når politiske tanker og ideer lanceres – med flittig hjælp fra netop medierne.
Landspolitikernes iver efter at fremme den grønne omstilling er måske det mest sigende eksempel på, at planerne nogle gange er uden forbindelse til virkeligheden.
Vi vil alle sammen den grønne omstilling.
Vi kan godt se, at vi skal væk fra fossilt brændstof of over på el.
Og vi er enige i, at vindkraft er et vigtigt middel til at producere grøn strøm.
Men vi har altså ikke fundet ud af at lagre strømmen fra vindmøllerne, og vi har ikke før om mange år det el-net, der skal få strømmen ud til de mange husstande, hvor elbilerne skal lades op, og hvor varmepumperne kommer til at snurre.
En ting, der også kan undre mig, er, at fordi nogen har opfundet rewilding og naturparker, ja så er det pludseligt helt legitimt at sulte dyr ihjel.
Det blev også besluttet, at vi skulle have først bævere og derefter ulve i Danmark. Og at de skulle bydes velkommen.
Mon velkomsten havde været lige så hjertelig, hvis ulvene havde fundet deres jagtrevir i Rungsted, og bæverne havde nedlagt frugttræerne i Charlottenlund?
Jeg spørger bare.
Vi er mange, der principielt bakker op om, at vi skal styrke Danmarks forsvar.
Det er klogt – men 18 mia. kr. årligt er mange penge, og hvor er det, pengene skal komme fra?
Vi har set et enormt pengeforbrug til kompensationer under Corona-krisen – Sikkert både klogt og fornuftigt men uden at drøfte, hvordan regningen skal betales.
Er det meget omtalte ”Økonomiske råderum” blevet uendeligt stort – bare fordi ”nogen” har besluttet at bruge løs af det.
Til gengæld er det blevet hverdag, at vi som noget helt selvfølgeligt beder staten træde til og kompensere os, når markedsmekanismer får dagligvarer og brændstofpriser til at stige.
Landspolitik bliver i stigende grad domineret af intentioner om alt det gode, man vil gøre – ofte med et så langt tidsperspektiv, at forslagsstilleren ikke selv risikerer at blive stillet til ansvar.
Derfor skal vi have mere mod til at udfordre politiske udmeldinger og den ofte selvudråbte elite for at bringe realisme og virkelighed tilbage i den politiske debat. Man er ikke automatisk bagstræberisk eller imod udvikling, bare fordi man er realist og stiller de spørgsmål, der skal stilles.
Her kunne jeg godt tænke mig, at den ellers så ivrige presse var sig sit ansvar mere bevidst.
Vi politikere skal også være mere modige og ikke lade os styre af hverken smarte meningsmålinger eller Facebook.
Vi skal huske virkeligheden og borgernes hverdag, når vi tilrettelægger fremtidens politik og planer – uanset om det er på landsplan eller i Morsø Kommune.
Bertel Haarder sagde det på sin egen måde i en kronik i Jyllands-Posten den 1. maj: ”Tøsedrenge duer ikke til at regere landet”.
Man kunne stille spørgsmålet, også til mit eget parti, om vi er blevet tøsedrenge. Om vi ikke tør have holdninger uden at smarte bureauer har foretaget analyser og meningsmålinger og registreret, hvad der var stemmer i på den helt korte bane.
En tidligere politiker, endog en statsminister, sagde for år tilbage, at ideologi er noget bras.
Jeg er aldeles uenig.
Ideologi er godt.
Godt at have som pejlemærke og rettesnor.
Velvidende at det i et land som vores, hvor absolut flertal hører til sjældenhederne, kan være nødvendigt at krydse op mod vinden for at skabe flertal, eller samle bredde flertal
Men netop dér er det godt at have en ideologi, så man hele tiden har målet for øje.
Vi må som politikere ikke blive bange for vores egen skygge, men have modet til at stå ved vores grundlæggende holdninger., som f.eks. størst mulig frihed til den enkelte og at vi tør placere ansvaret i det yderste bæredygtige led.
Og at vi altid sætter mennesket før systemet.
For mig er det urokkelige principper, som godt kan synes højtflyvende.
Men så må jeg også indrømme, at når man så sidder med ansvaret, som vi jo gør her på vores dejlige ø, og bliver præsenteret for økonomiske udfordringer i størrelsesordenen et halvt hundrede millioner, så er alt det højtflyvende fuldstændig forsvundet.
Så bliver politik særdeles jordbunden og ideologien vigtig at have på rygraden.
Vi står lokalt foran nogle store udfordringer.
Og det er vigtigt for mig at slå fast, at årsagen ikke skal findes i dårlig politisk ledelse, dårlig administration, ødselhed eller manglende rettidig omhu.
Det skyldes ene og alene en udligningsreform, som baserer sig mere på politik end på faktiske data, når man har lavet udligninger og fordelinger.
Det må vi selvfølgelig gøre opmærksom på, kæmpe imod og forsøge at få ændret. Og tro mig, vi vil kæmpe med næb og klør for at sikre, at vi kan fortsætte den fantastiske, positive udvikling, vi har set på Mors siden det blev os, der overtog ansvaret.
Jeg tror også, at det er det, vi blev valgt på.
Og det er det, der er grunden til, at vi fik lov til ikke blot at besætte borgmesterposten, men igen sidder med et absolut flertal.
For selv om det måske er i kanten af, hvad man tager med i en grundlovstale, så vil jeg da tillade mig at nævne, at vi fik et fantastisk godt valg den 16. november 2021, og jeg vil også benytte lejligheden til at sige tak til de mange, der lagde kræfter i og bakkede op om, at vi kunne føre en flot valgkamp og få fortalt, hvad vi havde nået, og hvad vi gerne ville nå.
Så vi kan godt tillade os at ranke ryggen og være stolte.
Vi har et Mors, der blomstrer.
Hvor fraflytningen er bremset, ja faktisk oplever vi tilflytning i øjeblikket.
Vi ser virksomheder og forretninger, der køber grunde og flytter hertil.
Vi har fra kommunal side sat gang i tiltag, der på sigt skal skabe endnu mere aktivitet.
Vi har tegnet et nyt, retfærdigt og retvisende billede af Mors, og jeg er overbevist om, at hvis vi står sammen vil det gamle slogan med ”Mors, Limfjordens perle” få fornyet aktualitet.
Tak for ordet og lad os arbejde videre sammen for det Mors vi holder af.
God Grundlovsdag!
Ovenstående tale er Hans Ejner Bertelsens fra Grundlovsdag 2022.
Foto: Her På Øen arkivfoto i kreativ behandling.
