Af Dorit Glintborg
For en flok mennesker på Sydmors er livet blevet lidt lettere, efter at der i torsdags blev uddelt midler fra den lokale fond Niels Pagter Sørensens Fond.
Det oplyser Morsø Kommune på sin Facebookside.
Skoleinspektør Niels Pagter Sørensens fond tilgodeser unge på Sydmors, der har brug for hjælp til deres uddannelse eller job.
Den udvalgte gruppe i denne omgang har fra fonden blandt andet fået midler til at uddanne sig til hovbeskærer på Mors, få nyt redskab til fiskekutteren og tage en uddannelse trods læsevanskeligheder.
Dermed hjælper Niels Pagter Sørensen, selv mange år efter sin død, unge morsingboer med at få opfyldt drømmen.
Morsø Kommune oplyser, at fonden denne gang uddelte over 400.000 kroner, og at der på nuværende tidspunkt er 600.000 kroner tilbage i fonden, som er under opløsning.
Næste ansøgningsrunde har frist 1. oktober, og der var 50 ansøgere i denne runde.
Foto: Arkivfoto af Niels Pagter Sørensen indsat i foto fra Morsø Kommune.