Af Dorit Glintborg
- Jeg ved ikke, om det er en trend, der er startet på Mors, men jeg synes lige, folk skal tænke sig lidt om.
Sådan siger politikommissær Jørgen Jensen, efter at politiet i går for anden gang indenfor få dage fandt ulovligt indførte toldfrie varer på en adresse her på øen.
Igen var det efter et tip, at politiet rykkede ud.
Hos en 53-årig mand blev der blandt andet konfiskeret sodavand, cigaretter og slik i så store mængder, at politiet betvivler, det var til eget forbrug.
- Told og Skat efterforsker sagen nærmere, og den 53-årige kan vente en sigtelse for indførsel af varer over grænsen udenom tolden, oplyser politikommissær Jørgen Jensen til Her På Øen.
I mandags fortalte politiet om en stor mængde ulovligt indførte cigaretter, fundet på en anden adresse på Mors.