Morsø Kommune arbejder på en ny varmeplan. Man undersøger blandt andet, hvordan områder med naturgas kan omlægges til fjernvarme.
Varme og energi er et af de store samtaleevner for tiden. Det er det også hos Morsø Kommune, som er ved at afklare, hvad en ny plan for varmeforsyningen skal indeholde.
Den nuværende varmeplan er fra 2004. Dengang var målet for energiplanlægningen at mindske afhængigheden af olie, blandt andet ved at styrke grundlaget for naturgasnettet. Det har ændret sig og både klima- og sikkerhedshensyn presser på for en udfasning af naturgassen. Morsø Kommune ønsker derfor at udarbejde en ny varmeplan, hvor nuværende naturgasområder omlægges til fjernvarme, og hvor fjernvarmen i højere grad baseres på vedvarende og klimavenlige energikilder.
Muligheder undersøges
Flere tiltag er allerede sat i værk. Morsø Kommune er i samarbejde med eksterne energikonsulenter, forsyningsvirksomheder, industri og erhverv i færd med at kortlægge det nuværende og fremtidige energibehov i kommunen.
Ingeniørvirksomheden COWI vil i slutningen af juni aflevere sit bud på forskellige scenarier for udfasning af naturgas i Morsø Kommune. Herunder udvidelsen af fjernvarmeforsyningen til de områder, der i dag er udlagt til naturgas. Her skal COWI også dykke ned i den klimapolitiske side af sagen, og hvordan varmeforsyningen på Mors kan udvikles, så den bidrager til at opfylde målene i Klimaloven om 70 % reduktion af CO2 i 2030 og CO2 neutralitet i 2050.
På baggrund af den viden, som COWI leverer, kan arbejdet med en ny varmeplan med en strategisk energiplan komme videre på et godt og oplyst grundlag. Meiner Nørgaard, formand for Udvalget for Teknik og Miljø i Morsø Kommune, ser frem til at kunne behandle et forslag til en ny varmeplan i kommunalbestyrelsen senere på året.
– Jeg forventer, at vi kan tage stilling til en ny varmeplan til efteråret i kommunalbestyrelsen. Jeg har forståelse for den frustration, som folk har over de voldsomt stigende priser. Vi gør det her så hurtigt, vi kan. Men der er regler og krav, der skal overholdes, og vi skal også have det bedst mulige grundlag til at træffe beslutningerne på, fortæller Meiner Nørgaard i en pressemeddelelse til Her På Øen.
Naturgas er en stor del af øens forsyning
Varmeplanen kan komme til at berøre mange beboere på Mors, men hvad det økonomisk betyder helt konkret for den enkelte husstand, kan der ikke meldes noget ud om, før der er taget stilling til, hvilken vej man vælger at gå med varmeplanen. Morsø Kommune har store områder med individuel naturgasforsyning både til private boligejere og til erhvervsvirksomheder. Af cirka 9000 husstande på Mors opvarmes cirka 2400 med individuel naturgas. Naturgasområderne omfatter dele af Nykøbing samt byerne Vodstrup, Tødsø, Erslev industri, Erslev, Øster Jølby, Solbjerg, Fredsø, Lødderup, Sundby og Vils.
Cirka 2100 husstande er tilknyttet fjernvarmen, der leveres af de tre fjernvarmevirksomheder Morsø Varme og Nykøbing Mors Fjernvarme, der deles om at levere fjernvarme til fjernvarmeområderne i Nykøbing, og Sdr. Herreds Kraftvarmeværker, der leverer til Frøslev, Karby, Hvidbjerg, Redsted, Øster Assels og Ørding.
Arbejdet med varmeplanen skal ske i tæt samarbejde med fjernvarmevirksomhederne. Konkret er kommunen i dialog med Sdr. Herreds fjernvarme omkring projektforslag for etablering af varmepumper til fjernvarme i Vils, Erslev, Foodparken og Øster Jølby, mens udvidelse af fjernvarmen til at kunne dække hele Nykøbing forventes at skulle ske i samarbejde Morsø Varme og Nykøbing Mors Fjernvarme.
Pressefoto.
Hvad med Outrup
Outrup vinduer og døre kan vel varme den flække op det var da på tale i Harrys tid.
Hvad med oliefyr,man hører hele tiden kun.om folk der har gasfyr,både i tv og regeringen,der er stadig 80000 der fyr med olie,de for ingen hjælp???????
Bliver der så en ensartet Fjernvarmepris over hele øen ???
Og slipper vi så for at for Øen klistret til med Vindmøller og Solcelle paneler.??
Mvh.