Af Dorit Glintborg
Der er noget, der ikke stemmer, når man kigger på forsiden af Lokalbogen for Mors, Sallingsund og Vilsund, som i denne tid husstandsomdeles på hele øen.
Ved første øjekast ser den lokale telefonbog helt rigtig ud.
Men hæfter man sig ved årstallet i øverste højre hjørne, opstår forvirringen.
For de, der måtte tænke, at de enten har drømt sig et helt år frem i tiden, eller at det er den gamle telefonbog fra sidste år, der bliver genudsendt, kan Her På Øen fastslå, at der ikke er tale om nogen af delene.
Informationerne i den udsendte telefonbog er rigtige nok.
Det er årstallet på forsiden af bogen bare ikke.
- Det er en dum fejl, som vi beklager meget. Vi er virkelig kede af, at årstallet på forsiden ikke er rettet, lyder det i telefonen fra Det Nordjyske Mediehus til Her På Øen.
Der forsikres også, at alle andre oplysninger i bogen er korrekte.
Lokalbogen udgives af Det Nordjyske Mediehus (tidligere Nordjyske Medier, red.) i samarbejde med Morsø Kommune og Morsø Handelsstandsforening.
Og vi befinder os i øjeblikket i år 2022.