Vejdirektoratet har igangsat en miljøkonsekvensvurdering for opgradering af rute 26 mellem Sallingsund og Hanstholm. Rute 26 udgør sammen med rute 11 og 34 de vigtigste vejforbindelser til Hanstholm, Thisted og Nykøbing Mors. En opgradering af rute 26 vil sikre en hurtigere adgang til motorvejsnettet for virksomheder og borgere i området samt skabe grundlag for fortsat erhvervsudvikling og understøtte Hanstholm Havn.

I går aftes var der inviteret til borgermøde i Det Ottekantede Forsamlingshus her på øen.

I aften er der borgermøde på Hotel Limfjorden i Thisted. Disse borgermøder afholdes i forbindelse med den indledende idé- og forslagsfase til projektet, oplyser Vejdirektoratet på sin hjemmeside.

Den pågældende strækning er i alt cirka 55 km lang, og passerer blandt andet Nykøbing og Thisted. For store dele af strækningen er hastighedsbegrænsningen 90 km/t. Trafikken varierer fra knap 2.200 biler i døgnet ved Hanstholm til ca. 12.000 biler ved Thisted.

Der skal gennemføres en miljøkonsekvensvurdering samt udarbejdes en miljøkonsekvensrapport og beslutningsgrundlag for opgradering af strækningen.

Foto og kilde: Vejdirektoratet.